Politiken tirsdag: Trods drabet på en Bandidossympatisør natten til søndag er Aalborg Politi ikke parat til at tage den særlige rockerlov i brug for at sikre tryghed i byens travleste værtshusgade, Jomfru Ane Gade. Men på et møde i dag med samtlige restauratører i gaden stiler han mod at få en aftale om, at dørmændene skal afvise rockere i flok. »Vi er ikke meget for at udstede et forbud. Rockerloven skal forbeholdes særlig alvorlige situationer«, siger politimester Flemming Kjær. Justitsminister Frank Jensen (S) opfordrede ellers mandag Aalborg Politi til alvorligt at overveje at bruge rockerloven for at sikre almindelige menneskers sikkerhed. Det skete som en reaktion på drabet i Jomfru Ane Gade natten til søndag, hvor en 28-årig mand med tilknytning til Bandidos blev stukket ned på diskotek Robin. Den tidligere drabsdømte Hells Angels-rocker Jørn Jønke Nielsen er en af de to drabssigtede HA-rockere. Politiet søger fortsat en tredje HA-rocker i forbindelse med efterforskningen af sagen. »Vi har et katalog af muligheder, og den mindst indgribende er at bruge restaurationsloven, hvor vi aftaler med restauratørerne, at de holder folk ude ved hjælp af dørmændene bakket op af politiet. Vi hverken kan eller vil forbyde enkelte rockere at gå gennem Jomfru Ane Gade«, siger politimester Flemming Kjær. Han fastholder dog, at politiets ambition er helt at undgå rockergrupper på gadens værtshuse og diskoteker. Nygift rocker i byen »Ekstremt voldelige situationer, som vi så natten til søndag, kan vi ikke leve med. Vi skal sikre befolkningen tryghed. Derfor vil vi forsøge at lave en aftale med restauratørerne om, at forskellige grupperinger ikke kan mødes i samme restaurant, og at en gruppe heller ikke kan komme samlet ind. Men kommer en nygift rocker iført ruskindsjakke sammen med sin kone, skal han kunne drikke en fadøl«, siger Flemming Kjær. Den særlige rockerlov blev indført i 1996 under den voldsomme krig mellem Hells Angels og Bandidos. Med den i hånden kunne politiet tvinge rockerne ud af deres borge, fordi der var fare for almindelige menneskers sikkerhed. »Loven kan bringes i anvendelse, når rockerne fremkalder fare for andre mennesker. Og det gælder både i deres rockerborge og på restaurationer«, siger justitsminister Frank Jensen (S) til Ritzau. Restauratørerne i Jomfru Ane Gade ønsker ikke at kommentere sagen før mødet med politiet klokken 14.00 i dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























