Politiken torsdag: Unge med indvandrer- og flygtningebaggrund har markant lavere viden om sex end danske unge, og væsentlig flere kommer fra hjem, hvor der aldrig eller næsten aldrig tales om seksualitet. Samtidig har de unge mænd betydeligt flere sexpartnere end danske mænd. Det viser den hidtil største undersøgelse af unge med indvandrer- eller flygtningebaggrunds forhold til sex. Undersøgelsen er lavet i forbindelse med den store Ung 99-undersøgelse, hvor 7.350 unge er blevet spurgt. 442 af de unge havde forældre, der kom fra Afrikanske lande, Mellemøsten, Tyrkiet, Pakistan og Østeuropa. Muharrem Aydas, der er formand for Paraplyorganisationen for Etniske Mindretal (POEM) mener, at tabuiseringen af sex kan være en medvirkende faktor til den række af gruppevoldtægter unge med anden etnisk oprindelse er blevet dømt for de seneste år. »Den væsentligste forklaring er, at de unge kommer fra socialt belastede familier. Men det ser ud til, at cocktailen af socialt belastede familier, forvrængede normer og værdier i forhold til kvinder, tabuiseringen af sex og så denne erobringstendens hos de unge mænd bliver en bombe«, siger Muharrem Aydas og fortsætter: »I muslimske kulturer er det meget udbredt, at drenge har meget længere snor end pigerne og gerne må eksperimentere seksuelt. Det må bare ikke blive til alvor og ægteskab. Hvis man skal gifte sig med en kvinde, skal hun være dydig og ikke have seksuel erfaring. De her drenge føler, at jo flere erobringer, de har, jo bedre. Det er noget, de bryster sig af. Ligesom at have en smart bil eller en smart mobiltelefon«. Ifølge Muharrem Aydas tegner undersøgelsen nøjagtig sammen billede af situationen, som det, man har i POEM. Forældre ved for lidt »Det er et stort problem, at seksualitet er så udbredt et tabuemne i etniske miljøer, og at så mange minoritetsforældre mener, at det er umoralsk at tale om sex. Derfor bør man også sætte ind over for forældrene, der også ved for lidt«, siger han. Mens 87 pct. af de danske unge mellem 13 og 25 år har meget god eller god viden om sex, gælder det kun 43 pct. af de unge med en anden kulturel baggrund. Undersøgelsen viser også, at der er meget stor forskel på, hvornår henholdsvis drenge og piger med indvandrerbaggrund debuterer seksuelt. Drengene debuterer som 17-årige, nogenlunde samtidig med danske drenge og piger, hvorimod kvinderne først debuterer, når de er 20-21 år. Og af de seksuelt aktive unge mænd har 42 pct. været sammen med flere end 10 forskellige partnere, mens det kun gælder 20 pct. af de seksuelt aktive danske unge mænd. Forskeren bag undersøgelsen, konsulent ved Forebyggelsessekretariatet på Frederiksberg Bjarne Rasmussen, fremhæver, at den store Ung 99-undersøgelse viste, at jo mere åbent, man talte om sex derhjemme, jo mere afbalanceret og fornuftig blev man også i forhold til sin egen seksualitet. »Forældrenes indflydelse er meget afgørende. Hvis man ikke er vant til at tale om det hjemme, så ved man heller ikke, om det er normalt, at der er tre mænd om en kvinde som i pornofilmene. Man mangler en diskussion af, om det er rigtigt eller forkert. Derfor bør seksualundervisningen i skolen være så god som mulig - også af hensyn til den store gruppe af danske unge, der kommer fra lukkede hjem«, siger han. Muharrem Aydas er enig: »Seksualiteten skal fjernes som tabuområde. Det fornuftige i seksualundervisning handler ikke om seksuel frihed, som mange etniske minoriteter tror, men om, at kønsmodne unge skal have viden. Jo mere de ved om seksualitet jo bedre. Og det bør man holde fast i for de unges skyld - uanset om deres forældre protesterer og vil have dem fritaget for den slags undervisning. Der bør man ikke være eftergivende«, siger han. I foreningen Sex og Samfund arbejder man i øjeblikket på nyt undervisningsmateriale til skolerne om, hvordan man mere bredt inddrager seksualitet i den almindelige undervisning. »Det her fag har det grundlæggende problem, at der ikke er en forpligtelse til, at lærerne får uddannelse i det. Vi så gerne, at seminarierne tilbød kurser, og at der blev lavet efteruddannelseskurser for lærerne. Skolen har en stor rolle på det her område - især over for unge med lav viden«, siger sekretariatschef Bjarne Christensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























