Vadehavsplan sendt til tælling

Lyt til artiklen

Miljøminister Svend Aukens (S) håb om at få Vadehavet på UNESCOs liste over enestående Verdens Naturarv blev torsdag definitivt slukket af de borgerlige flertal i Ribe og Sønderjyllands amter. I Ribe sagde et markant flertal af de borgerlige partier inklusive de radikale torsdag eftermiddag nej til Vadehavsplanerne. Samme svar vil Auken få om et par uger fra amtsrådet i Sønderjylland. Her var sagen imidlertid på teknik- og miljøudvalgets dagsorden torsdag. De normalt syv medlemmer af udvalget var på grund af høstvejr reduceret med en Venstremand. Dagens afstemning om Naturarvs-spørgsmålet endte derfor mod forventning lige mellem de borgerlige og Socialdemokratiet. »Men der er ingen tvivl om, at når amtsrådet skal behandle sagen den 3. september, så bliver det et klart nej«, sagde formanden for udvalget, Jens Andresen (V), til Ritzau efter dagens møde. Opgiver plan Både UNESCO og Auken har gjort lokalbefolkningens og amternes opbakning til en forudsætning for projektet. Uden amternes opbakning kommer Auken derfor ikke længere med planerne i denne omgang. Han må dermed opgive at få lavet en fælles ansøgning om Vadehavet til UNESCO sammen med sine tyske og hollandske ministerkolleger på en fælles Vadehavskonference i Esbjerg til oktober. I Danmark er menneskeskabte perler som Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingestenene på UNESCOs prestigefyldte liste over Verdens Kulturarv, mens Vadehavet ville have været det første danske naturområde på listen, der tæller områder som Grand Canyon i USA og Great Barrier Reef i Australien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her