Politiken fredag: En særlig ombudsmand, som kan samle klager og utilfredshed med hjemmeplejen. Det er Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S) modtræk til den massive kritik af den københavnske hjemmehjælp, som tidligere på ugen kostede sundhedsborgmester Peter Martinussen (S) den fremtidige politiske karriere. »I øjeblikket skaber vi utryghed både blandt de ældre, deres pårørende og de mange medarbejdere i hjemmeplejen, fordi kritikken giver indtryk af, at det hele er kørt i sænk. Det er ikke tilfældet, og vi må isolere problemerne - derefter løse dem. Det kan et nyt forum som en ældreombudsmand hjælpe med«, siger overborgmesteren, som lancerede sit forslag i går i forbindelse med fremlæggelsen af næste års budget for København. Endnu er ideen om en ældreombudsmand ikke tænkt færdig i detaljer, og forslaget skal i den kommende tid forhandles på plads med de øvrige partier på Københavns Rådhus. Ideen blev positivt modtaget af både højre og venstre side af salen, og Venstres gruppeformand Martin Geertsen baserer sin støtte på, at han og det liberale parti havde et lignende forslag på bordet for et år siden. »Det er naturligvis kedeligt, at behovet er blevet endnu større siden sidst, men glædeligt, hvis vi kan nå til enighed om en klageadgang, hvor de ældre reelt kan få løst nogle problemer«, siger han. Endnu vil hverken Socialdemokratiet eller Venstre lægge sig fast på, om ældreombudsmanden får kompetence til at ændre konkrete beslutninger om tildeling af hjemmehjælp, men Venstre ser gerne, at en ny ombudsmandsinstitution kædes sammen med socialministerens bebudede lov, der kræver kommunal erstatning for aflyste besøg. »Jeg tror, vi kan få noget fornuftigt ud af at kombinere den nye lov med vores egen opfindelse, så ældreombudsmanden får et reelt indhold«, siger han. Hjælpen skal frem Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup tager positivt imod forslaget, men skynder sig at understrege, at førsteprioritet for politikere og forvaltning i København fortsat bør være at få hjælpen til at nå frem. »Når det er sagt, er der interessante takter i forslaget, men det er helt afgørende, at ombudsmandsinstitutionen bliver uafhængig af kommunen. Ellers hjælper det ikke«, siger han og henviser til den nuværende klageadgang på hjemmehjælps-området - de såkaldte klageråd. »Her er problemet, at de ikke har kompetence til at omgøre beslutninger. Desuden får de ikke ret mange klager - måske af samme grund«, siger Hastrup, som tiltror en anden model mere chance i det virkelige liv: »Fremover kommer der et tilsyn med ældre, som bor på plejehjem, fra blandt andet embedslægen. Hvorfor ikke udbrede til de ældre, som bor hjemme. Det er naturligvis mere upraktisk, men jeg tror mere på tilsyn end et klageforum, som er opfundet af kommunen«, siger direktøren. Til gengæld er han meget glad for en anden del af Kramers fremstrakte pakke til de ældre i hovedstaden: et bruger- og pårørenderåd for hjemmeplejen. »Det lyder til gengæld fornuftigt, og det forslag kunne det øvrige land have glæde af, for det er altså ikke kun i København, at hjemmehjælpen ikke altid fungerer«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























