Mobning påvirker hele livet

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Mobning rammer børn hårdere end hidtil antaget, viser én af de mest detaljerede undersøgelser af mobning i danske skoler. Dermed punkteres et par af de fremherskende og sejlivede myter om mobning: At fænomenet ikke skal tages så tungt, fordi oplevelserne i skolen trods alt kun er en lille del af hverdagslivet, og at ofrene blot bliver stærkere af modgangen. »Vores analyse viser helt tydeligt, at mobning også påvirker livet uden for skolen. Mobning rammer dybt ind i børnene som mennesker, og oplevelserne påvirker deres tætte relationer til andre«, siger dr.phil. Per Schultz Jørgensen, der har lavet undersøgelsen sammen med lektor Pernille Due, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet, som led i et internationalt projekt. Det endnu ikke offentliggjorte arbejde bygger på en analyse af WHOs trivselsundersøgelse fra 1998, hvor over 5.000 skoleelever besvarer spørgsmål om deres forhold til skole, lærere, klassekammerater, venner og forældre. Forskerne har koncentreret sig om svarene fra de otte procent, som blev mobbet hver eneste uge. Tendensen i svarene viser, at der er endog meget stor forskel på, hvordan ofrene oplever dagligdagen i forhold til deres mere sorgløse kammerater. De føler sig ikke hjemme på skolen, oplever reglerne som uretfærdige, at lærerne svigter og - ikke overraskende - at der ikke er noget at hente i forhold til kammeraterne. »De negative oplevelser fortsætter desværre uden for skolen. De mobbede børn har færre venner end deres klassekammerater, venskaberne er svagere, og de føler, at det er svært at få nye venner. Det sidste har måske afgørende betydning«. »Desuden har de ikke et særligt godt forhold til deres forældre. De synes, at forældrene stiller for store krav til dem, hjælper dem for lidt, og de har markant sværere ved at snakke med deres forældre end de andre børn. Det er måske det allermest overraskende«, siger Per Schultz Jørgensen. Helle Rabøl Hansen, Børns Vilkår, og ekspert i mobning, forklarer den høje grad af mobning her i landet med, at vi halter omkring 30 år efter Norge og Sverige. »Der er begyndt at ske noget herhjemme, men det tager tid at gøre op med forestillingen om, at mobning er en uundgåelig del af livet, eller at det nok ikke er så slemt endda«, siger hun. Socialdemokratiets børnepolitiske ordfører, René Skau Björnsson mener, at mobning nu skal skrives ind i folkeskoleloven. »Undersøgelsen bekræfter, at det er et område, som vi bliver nødt til at tage mere alvorligt. Jeg mener, at vi fra politisk hold simpelthen skal pålægge de enkelte skoler at forhindre mobning«, siger Rene Skau Björnsson. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Margrethe Vestager (R).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her