Somalisk dreng lades i stikken

Lyt til artiklen

politiken søndag: I over et år har den 17-årige dreng Deeq Ahmed Mohamed mod sin vilje opholdt sig i Etiopiens hovedstad Addis Abeba uden penge og pas. Han har boet seks år i Danmark og taler næsten flydende dansk, men til gengæld ikke et ord etiopisk. Alligevel har Udlændingestyrelsen inddraget hans opholdstilladelse, fordi hans mor i Danmark har bestemt, at han skal være i Etiopien og Somalia for ikke at blive »for dansk«, som drengen selv udtrykker det over for Politiken. Da han er under 18 år og dermed umyndig, ser de danske myndigheder sig ude af stand til at sætte sig imod moderens vilje. »Det er mit indtryk, at det ikke er ualmindeligt, at forældrene i forskellige etniske grupper sender deres børn tilbage for at lære dem om deres kultur. Men da det handler om forældremyndigheden, giver udlændingeloven mig inden muligheder for at gøre noget, sådan som jeg umiddelbart kan vurdere det«, siger indenrigsminister Karen Jespersen (S). »Nu vil jeg imidlertid bede om at få en orientering om omfanget af denne praksis, og hvad retstilstanden er«, siger hun. Deeq Ahmed Mohamed blev sidste år efterladt af sin mor i Etiopien, efter at hun havde taget ham med til landet på en familietur. Her forsvandt hun imidlertid, og først da drengen nogle uger senere ringede til hende i Danmark, fandt han ud af, at han var blevet efterladt. Ifølge programchef Niels Hjortdal fra Red Barnet tilsidesætter Udlændingestyrelsen Børnekonventionen ved uden videre kun at følge hans mors beslutning. »Konventionen siger, at man skal inddrage børnenes mening i sager, der vedrører dem selv. Det er ikke sket i denne sag«, siger han og påpeger, at den slags sager jævnligt kommer til organisationens kendskab. Også den danske ambassade i Nairobi har kendskab til 10-12 lignende sager med børn, der mod deres vilje er blevet sendt tilbage af deres forældre. SFs udlændingeordfører Knud Erik Hansen mener, loven er ufuldstændig, hvis myndighederne ikke kan gribe ind. »Det virker som om, at der er et hul i loven, og barnets tarv ikke varetages«, siger han og vil nu gå til indenrigsministeren med sagen. Derimod mener både de radikales retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold og de konservatives udlændingeordfører John Vinther, at det er svært at pille ved forældremyndigheden. »Det lyder som en ulykkelig historie, men det er meget sjældent, at myndighederne kan lade forældremyndigheden vige«, siger hun. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Deeq Ahmed Mohameds mor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her