Demonstrationer venter Gillon

Lyt til artiklen

Usikkerheden om besættelsen af Israels ambassadørpost i København er fejet af bordet. Trods opfordringer fra både danske og israelske politikere til at trække sig er den omstridte Carmi Gillon i øjeblikket ved at træffe de sidste forberedelser til mødet med danskerne, og han ventes til København onsdag. Samtidig forbereder flere Palæstina-organisationer demonstrationer mod Gillon. »Der er ingen ændringer i planerne. Han kommer«, siger en velplaceret kilde i Israels udenrigsministerium til Ritzaus Bureau. Andre kilder, der kender den kommende ambassadør, siger, at han er »ked af«, at sagen om hans udnævnelse har skabt diplomatiske forviklinger mellem Danmark og Israel. »I skal vide, at vi sender en god mand til Danmark«, siger kilderne om Gillon, der tilhører fredsfløjen i Israel. Massedemonstrationer Alligevel vil Gillon ved sin ankomst onsdag blive fokus for demonstrationer flere steder i landet. I Århus arrangerer Palæstina-komiteen en demonstration på Rådhuspladsen sidst på eftermiddagen. Arrangørerne bag protesten opfordrer den danske regering til at boykotte Gillon. Desuden vil Palæstina-komiteen vise sin utilfredshed med Israels fortsatte brug af tortur og drab af civile palæstinensere i de besatte områder. Også i København vil Gillon blive mødt af protester. En demonstration er planlagt foran den israelske ambassade i Hellerup onsdag. Den arrangeres af Palæstina Initiativet i København. Overhørte opfordringer Gillon har en fortid som chef for den interne, israelske efterretningstjeneste Shin Beth, der tidligere benyttede såkaldt 'moderat fysisk pres', som FN betegner som tortur, under afhøring af palæstinensere. Efter at Israels udenrigsminister, Shimon Peres, udpegede Gillon til posten som ny ambassadør i Danmark sagde Gillon i et tv-interview, at Israel måske kan blive nødt til at genindføre 'moderat fysisk pres', der ellers blev forbudt af højesteretten i 1999. Det rejste en byge af kritik imod den nye ambassadør. Menneskerettighedsgrupper har opfordret den danske regering til at retsforfølge Gillon, danske oppositionspolitikere vil ikke mødes med ham, og der er bebudet demonstrationer imod ham i København. I Israel har kommentatorer og politikere på venstrefløjen opfordret Gillon til at trække sig fra posten, fordi klimaet ikke bliver til at arbejde i, men opfordringerne er prellet af på den tidligere efterretningschef.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her