Slut med gratis aflysning af hjælp

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: 30.962 gange måtte ældre københavnere vente forgæves på en kommunal hjælper bare i første kvartal i år. Så mange gange aflyste kommunens hjemmehjælperkorps et planlagt besøg, og det sker ganske gratis. Den trafik ønsker socialminister Henrik Dam Kristensen (S) nu at stoppe i alle landets kommuner, og det skal fremover koste at aflyse besøg. Enten i form af et hurtigt erstatningsbesøg eller kontante kroner, så den ældre kan købe en tilsvarende service hos for eksempel et hjemmeservicefirma. »Det er ikke rimeligt, at aflysninger ikke erstattes, for de ældre mangler jo den service, som ikke kom. Derfor skal kommunen forpligtes til at levere varen - enten konkret eller økonomisk«, siger ministeren, som vil fremlægge et lovforslag i starten af efteråret. Med sit initiativ har ministeren strakt hånden frem til Ældre Sagen, som han i dag mødes med. Både organisationen og formand for Folketingets Socialudvalg Villy Søvndal (SF) ønsker på baggrund af de seneste dages kritik af ældreplejen i København, at ældre får retskrav på et minimum af hjemmehjælp, og det skal skrives ind i loven. Det krav er socialministeren mere tøvende overfor, ligesom han heller ikke vil melde konkret fra eller til på ideen om at indføre sanktioner i form af dagbøder til de kommuner, som ikke leverer den lovede vare. »Bare vi får minimumskravene beskrevet - ikke i detaljer, men overordnet - i loven, har vi en sikkerhed for, at kommunerne ikke skærer yderligere i hjælpen. I den gamle bistandslov var indkøb, gåture og lignende nævnt i paragraffen for praktisk hjemmehjælp. Da det forsvandt fra lovteksten, forsvandt det også i virkeligheden ude i kommunerne«, siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, som er positiv over for ministerens tanker om at kræve erstatning for aflyste timer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her