Antallet af dialysepatienter vil stige dramatisk i Vestdanmark de kommende år, oplyser DR Nordjylland. Samtidig vil det blive sværere at skaffe den arbejdskraft, der skal til, for at behandle de nyresyge. Det viser en ny undersøgelse, som alle amter i Jylland og Fyns Amt har lavet. I 1997 lavede amterne i Vestdanmark en dialyseudredning. Denne udredning er netop blevet opdateret. Og resultatet er, at der de kommende seks år ventes en markant stigning i antallet af dialysepatienter. Amterne i Jylland og Fyns Amt venter, at der kommer mellem 20 og 37 procent flere dialysepatienter de kommende år. I Nordjylland betyder det, at der om få år vil være mere end 200 nordjyder, som har behov for dialyse. Baggrunden for det stigende antal patienter, som skal i dialyse, er blandt andet, at flere ældre end tidligere kommer i dialyse. Behandlingen er nemlig blevet mere skånsomt, så mennesker - der tidligere havde svært ved at klare behandlingen - nu kan komme i dialyse. Med det stigende antal dialysepatienter følger også et behov for at få flere speciallæger og specielt uddannede sygeplejersker. Og det forudser amterne vil blive et problem. Allerede i dag mangler der specielt uddannet personale. På landsplan mangler der således allerede i dag 13 speciallæger, såkaldte nefrologer. Og da 16 overlæger ventes at fratræde deres stillinger de kommende år på grund af alder - og der kun uddannes seks nye nefrologer hvert år - så vil mangelen på læger stige yderligere. Samtidig mener Sundhedsstyrelsen, at de amter - der giver dialyse på decentrale sygehuse - skal tilknytte en nefrolog dagligt, hvilket ikke er tilfældet i dag. I Nordjyllands Amt vil det betyde, at en decentral dialyseenhed i Himmerland skal have tilknyttet en nefrolog. Dermed stiger behovet for speciallæger yderligere. Arbejdsgruppen bag den vestdanske dialyseudredning forudser derfor markante stigninger i udgifterne til dialyse de kommende år. Samtidig anbefaler man, at der uddannes flere end de nuværende seks nefrologer om året. Dialyseudredningen skal nu behandles politisk i amterne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























