RCT: Afvis Israels ambassadør

Lyt til artiklen

Amnesty Internationals opsigtsvækkende initiativ til fremover at offentliggøre navnene på ikke bare torturofre, men også på de mennesker, der er ansvarlige for torturhandlinger, hilses velkommen af det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT). Amnesty International har netop sendt justitsminister Frank Jensen (S) en rapport, der dokumenterer, at Israels kommende ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, personligt godkendte brugen af tortur mod fanger. Samtidig opfordrer Amnesty International den danske regering til at indlede en undersøgelse mod Carmi Gillon for at fastslå, hvad han kan anklages for i medfør af FNs Torturkonvention, når han ikke længere er beskyttet af sin diplomatiske immunitet under Wiener-konventionen. Den danske regering har hele tiden afvist muligheden for at strafforfølge Gillon, fordi den mener, at Wiener-konventionen overtrumfer Tortur-konventionen. Projektleder Tue Magnussen fra RCT kalder Amnestys aktion for et glimrende initiativ, men han påpeger, at det samtidig vil tilspidse den diplomatiske krise mellem Danmark og Israel, hvis Danmark indleder en sådan undersøgelse. »Hvis den danske regering fortsat vil gemme sig bag Wiener-konventionens bestemmelser om diplomatisk immunitet, så er den eneste løsning i mine øjne at bruge konventionen offensivt og afvise Gillon. Regeringen har jo fortsat mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt og uden begrundelse at erklære Gillon for uønsket i Danmark«, siger Tue Magnussen og henviser til Wiener-konventionens artikel 9. Men Tue Magnussen frygter, at den danske regering mangler modet til at igangsætte en undersøgelse af Carmi Gillons fortid som chef for Israels interne sikkerhedstjeneste Shin Beth, også selv om undersøgelsen ikke fører til strafferetlig forfølgelse. »Udenrigsminister Mogens Lykketoft har sagt, at han ved Gillons ankomst til Danmark vil kritisere ham for sine udtalelser om nødvendigheden af at bruge moderat fysisk pres. Samtidig siger Israels premierminister Sharon, at enhver kritik af Gillon er et angreb på den israelske stat. Den eneste mulighed for på sigt at genskabe en fornuftig diplomatisk forbindelse med Israel er at afvise Carmi Gillon og så komme videre«, siger Tue Magnussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her