Ingen beviser mod Aaen

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Med rank ryg sad den tidligere overlæge og hørte på advokaternes fremstilling af injuriesagen mod ham. Iført et mørkt jakkesæt, blåmønstret slips, en skjorte med stive flipper samt et hvidt lommetørklæde stikkende op af jakkens brystlomme. Indimellem kunne trætheden spores i det rynkede ansigt. Den 85-årige tidligere modstandsmand Jørgen Røjel var på anklagebænken i går ved byretten i Fredericia. Stævnet for injurier af Enhedslistens Frank Aaen med krav om 25.000 kroner i erstatning og en berigtigelse. Aaen er vred over, at Jørgen Røjel i et læserbrev i Jyllands-Posten har skrevet, at han som forhenværende ledende medlem af DKP burde dømmes efter den såkaldte milde spionparagraf, der kan give op til seks års fængsel. Ifølge Røjel skulle Frank Aaen nemlig have arbejdet for fremmede magter - de tidligere kommunistiske stater Sovjetunionen og DDR. En fornemmelse I går skulle Røjel så dokumentere sine påstande, men i stedet måtte han indrømme, at det kunne han ikke. »Jeg har haft en fornemmelse af, at Frank Aaen har haft en forbindelse til disse kredse. Han havde i hvert fald muligheden for det. Men jeg har været så fornuftig at skrive, at han var en potentiel landsforræder«, sagde Jørgen Røjel efter et over seks timer langt retsmøde. Han erkendte dog, at han også havde skrevet, at »hvis Frank Aaen var blevet opdaget i tide, ville han på grund af bestilt og betalt arbejde for fremmede magter være blevet straffet efter spionageparagraffen«. Og på det punkt var Jørgen Røjel på tilbagetog. »Min vurdering er ikke skudsikker. Der er ikke nogen konkret sag«, sagde han og erklærede derefter til de tilstedeværendes overraskelse, at de største landsforrædere var tidligere statsminister Anker Jørgensen og S-udenrigsordfører Lasse Budtz på grund af Socialdemokratiets kritiske holdning til NATO i 1980erne. Trækker fra læderet Alligevel nægtede Jørgen Røjel at trække sine udtalelser om Frank Aaen tilbage: »Jeg kunne ikke drømme om at give op. I en sådan situation trækker man fra læderet«. Hans advokat, Morten Samuelsson, havde i timerne forinden på retsmødet boret i Frank Aaens mange år som ledende DKPer og kommunistisk studenterleder i slutningen af 1970erne og i løbet af 1980erne. Men de fremlagte dokumenter og de mange spørgsmål til Aaen var baseret på allerede offentliggjorte artikler og bøger om den kolde krig. Samt kendte beretninger om Frank Aaens kommunistiske karriere. Morten Samuelssons fremstilling afslørede intet nyt, der kunne støtte Røjels påstande om, at Frank Aaen personligt havde arbejdet som spion for det daværende sovjetiske KGB og det østtyske efterretningsvæsen. Men over for Politiken erklærede advokat Morten Samuelsson da også, at det heller ikke var meningen med Røjels forsvar. Det har hele tiden været formålet at gøre sagen til et politisk opgør om den kolde krig. »Selvfølgelig har Jørgen Røjel ikke et bevis for, at Frank Aaen var spion. Røjel ville fremsætte nogle stærke holdninger, som ingen andre tør sige. Det er vigtigere for ham at komme ud med sit budskab, end at han vinder denne retssag«. I vidneskranken erklærede Jørgen Røjel da også, at »det er vigtigt for en gammel mand som mig at få en ny generation til at forstå, at man skylder sit land alt«, og han fremhævede, at han »aldrig har stolet på den russiske kommunisme«. Aaen: Det er synd Jørgen Røjels forvirrede forklaring i retten fik efter retsmødet Frank Aaens advokat, Søren Søltoft Madsen, til at erklære: »Man kan undre sig over, at ingen har rådgivet Jørgen Røjel i denne sag«. Og Frank Aaen selv sagde, at han var ked af, at sagen var kommet så langt. »Det er synd for den gamle mand. Men jeg er nødt til at køre sagen til ende. Jeg har ikke bedt om andet, end at han skal trække sine beskyldninger om, at jeg er kriminel, tilbage. Og det vil han ikke«. I dag fortsætter retssagen, hvor Jørgen Røjels advokat har indkaldt historiker og professor Bent Jensen samt tidligere chef for Hærens Operative Kommando, K.G.H. Hillingsø, som vidner. De skal fastslå det tætte forhold mellem daværende DKP-ledere som Frank Aaen og den tidligere kommunistiske østblok samt den militære trussel mod Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her