Handelsskoler loves ekstra millioner

Lyt til artiklen

Regeringen er indstillet på at tilføre Handelsskolens Højere Handelseksamen - HHX - et tocifret millionbeløb for at rette op skolernes skrantende økonomi. Nye tal viser et rekordstort underskud på 84 millioner kroner til trods for, at handelsskolerne allerede har forsøgt at spare. »Jeg tror ikke på, at de får alle 84 millioner kroner, men de skal bestemt nok få en pæn andel«, siger Det Radikale Venstres uddannelsespolitiske ordfører, Marianne Stentebjerg til Ritzau. Marianne Stentebjergs løfte kommer efter, at også Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Hans Peter Baadsgaard, har krævet flere millioner til handelsskolerne på næste års finanslov. Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) ønskede ellers sidste sommer ikke at tilføre handelsskolerne flere penge. Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra undervisningsministeren, som er i Norge. Men Marianne Stentebjerg siger, at Det Radikale Venstre nu har ændret holdning. »Margrethe Vestager var ganske vist lidt forbeholden sidste år, men vi har fået drøftet det, og der er en anden tilgang til det nu. Men problemet er også blevet større, og taxametret skal rettes ind efter deres behov«, siger uddannelsesordføreren. Den radikale folketingsgruppe vil drøfte spørgsmålet på dets sommergruppemøde i næste uge. Også Det Konservative Folkeparti vil være med til at sætte flere millioner af til handelsskolerne på næste års finanslov. Partiets uddannelsesordfører, Brian Mikkelsen, tvivler dog på regeringens gavmildhed, når det kommer til stykket. »Det lyder som endnu et tomt løfte. Handelsskolernes dårlige økonomi er ikke en ny problemstilling. Sidste år på dette tidspunkt ville alle - også Socialdemokratiet - hjælpe de økonomisk trængte handelsskoler. Men da der under finanslovsforhandlingerne skulle handling bag ordene, var det kun de borgerlige partier, der ville sætte ekstra penge af«, påpeger Brian Mikkelsen. Ifølge Brian Mikkelsen skal handelsskolerne have det samme som gymnasierne. »Det er en indlysende urimelig forskelsbehandling, at handelsskolerne modtager over 50.000 kroner mindre pr. elev end gymnasierne. Og det er lige så indlysende, at det skader kvaliteten i undervisningen«, siger den Konservative uddannelsesordfører. SF: Flerårig aftale Også SF vil gerne give flere penge til handelsskolerne. Men det skal være del af en flerårig aftale, siger partiets uddannelsesordfører, Aage Frandsen. »Vi må have lavet det såkaldte taxametersystem om, så skolerne får det, som det reelt koster at uddanne en elev«, siger Aage Frandsen. SF vil samtidig have pengene kædet sammen med kvalitetsmål, så millionerne først ruller, hvis det for eksempel lykkes skolerne at skaffe flere praktikpladser, eller hvis flere elever gennemfører studierne. »Hvis vi bare sender millionerne afsted, så risikerer vi at stå med de samme problemer om to-tre år«, siger Aage Frandsen. »Men det er klart, at handelsskolerne i dag får mindre en gymnasierne - og de får også for lidt. Så netto skal de have mere«, siger han. Slut med reklamekampagner Enhedslistens uddannelsesordfører, Søren Kolstrup, opfordrer SR-regeringen til at lave en finanslovsaftale om handelsskolerne med venstrefløjen. Søren Kolstrup ønsker, at handelsskolerne ligestilles med gymnasierne, så man får det samme antal elever i klasserne, den samme forberedelsestid for lærerne og en ens vikardækning m.m. »Det kan ikke nytte, at handelsskolerne har dårligere vilkår«, siger Søren Kolstrup. Til gengæld ønsker Enhedslistens uddannelsesordfører at indskrænke de enkelte handelsskolers økonomiske frihed, så der ikke bruges millioner af reklamekroner på at erobre markedsandele fra andre uddannelsesinstitutioner. »De ekstra penge skal bruges til at sikre handelsskolernes kerneydelse: Nemlig at uddanne eleverne«, siger Søren Kolstrup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her