Karen Jespersen vil hjælpe flygtningebørn

Lyt til artiklen

Automatisk opholdstilladelse til flygtningebørn under 15 år og en værge til at varetage deres interesser. Det skal ifølge et kommende lovforslag fra indenrigsminister Karen Jespersen (S) dæmme op for problemerne med uledsagede flygtningebørn, der forsvinder fra landets asylcentre, mens de venter på at få deres sag afgjort. »Det er vigtigt, at vi bestræber os på at tage hensyn til de sårbare børn, der kommer hertil på egen hånd. Ved automatisk at give flygtningebørn under 15 år opholdstilladelse og tildele dem en kontaktperson, når de kommer til landet, håber jeg, at vi kan afhjælpe problemet«, siger Karen Jespersen til Ritzau. I dag er det normal praksis, at flygtningebørn under 12 år får midlertidig opholdstilladelse, oplyser kontorchef i Indenrigsministeriet Susanne S. Clausen. For ældre børn beror det til gengæld på en nøjere vurdering«, siger hun. Indenrigsministeriet har imidlertid kunnet konstatere, at op mod halvdelen af alle flygtningebørn, der kommer til Danmark på egen hånd, forsvinder, mens de venter på, at deres asylsager bliver afgjort. I fjor blev 368 uledsagede mindreårige asylansøgere indkvarteret hos Dansk Røde Kors. Heraf var 172 udeblevne eller forsvundne pr. 12 juli i år. Det svarer til, at 47 procent af børnene forsvinder. En stor del af børnene er 15-17 årige drenge fra det tidligere Sovjetunionen og fra Irak. Asylafdelingen hos Dansk Røde Kors er ifølge Kristeligt Dagblad ikke bekymret for, at børnene forsvinder til et liv under jorden i Danmark. »Vores bekymring går mere på, at børnene i meget betydningsfulde år for deres udvikling risikerer at blive kastebold mellem forskellige europæiske lande, der skændes om, hvem der skal behandle deres asylsag«, siger jurist i asylafdelingen, Mads Carstensen til avisen. Han mener, at en del af børnene forsvinder, når de får afslag på deres asylsag, og at andre simpelthen tager videre til slægtninge eller bekendte i Danmark. Karen Jespersen forventer, at kunne fremsætte lovforslaget til efteråret. Ifølge de foreløbige planer skal flygtningebørnenes private værger udpeges af statsamterne efter indstilling fra Dansk Røde Kors.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her