Forkælede børn er glade børn

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Smilene er skulderbrede både hos lærere og forældre i København med udsigten til betragteligt flere penge til skolerne til næste år. Forud for budgetforhandlingerne er både overborgmester og skoleborgmester indstillet på at sende op mod halvdelen af Københavns Kommunes frie midler på 300 millioner kroner til skoleområdet. Samtidig sløjfes en række planlagte besparelser blandt andet på socialt svage elever, koloniture og Billedskolen. »Det er naturligvis grotesk, at man først melder ud med besparelser og derefter forkæler os. Men det kan vi leve med, når resultatet er tilfredsstillende. Det er på høje tid, at man forkæler de københavnske børn. Forkælede børn er glade børn«, siger Jørgen Springborg, formand for forældreorganisationen Skole og Samfund i København. Også de københavnske lærere er glade for meldingen om, at skolerne står først for tur, når de 300 millioner kroner fra den såkaldte omstillingspulje skal fordeles. I runde tal består udvidelsen i cirka 110 ekstra millioner til flere undervisningstimer, bedre undervisningsmidler og nyt inventar plus fortsat renovering af skolerne. Dertil kommer cirka 40 millioner kroner, som er det annullerede sparekrav. Mere selvstyre »Vi er glade, men ikke lalleglade, for nu forestår en politisk proces, hvor politikerne på Rådhuset skal se at blive enige. Vi har jo ikke et vedtaget budget endnu, men med så entydige signaler er vi da på rette kurs«, siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening. Sammen med de mange ekstra penge forestiller både overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og skoleborgmester Per Bregengaard (Enhedslisten) sig et mere vidtgående selvstyre på skolerne, som for eksempel fremover selv skal administrere vikardækningen i forbindelse med lærernes fravær og sygdom. »Det er det eneste rigtige at lade skolerne styre mere selv. Det er jo derude, skoen trykker, og en centralt styret vikardækning er ikke optimal«, siger Trojaborg. Forældrestøtte Forældrenes talsmand, Jørgen Springborg, støtter også ideen om, at skolerne i højere grad får et budget - en pose penge - som de selv kan råde inden for. »Fra nytår har vi jo ikke længere bydelsrådene, og så er det rimeligt at støtte demokratiet i lokalområderne ad den vej. Pengene skal jo fordeles i dialog med skolebestyrelsen«, siger han. Endnu er politikerne ikke gået i nærkamp om budgettet for 2002, og Venstres borgmester, Søren Pind, er ikke umiddelbart imod den store investering i skoleområdet. Men han er heller ikke imponeret af den kunstneriske værdi i hverken overborgmesterens eller skoleborgmesterens udspil. »Forud for de seneste kommunalvalg har overborgmesteren og venstrefløjen hver gang lovet et bedre skolevæsen i København. Jeg venter med at blive imponeret, til de indfrier deres løfter«, siger han. Søren Pind synes dog ikke, at tilførslen af midler til skoler kan stå alene. »Jeg mener, pengene skal følges af indhold. Hvorfor sætter københavnske politikere, lærere, forældre og elever sig ikke sammen og aftaler et københavnsk kompromis om skolen, som indeholder både faglige målsætninger og en metode til at undersøge, om målene nås«, siger Søren Pind.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her