Politiken fredag: Folkeskolen er et kommunalt anliggende, og derfor må kommunerne selv sørge for, at eleverne får den undervisning, de har krav på. Det siger undervisningsminister Margrethe Vestager (R), efter at Politiken i går beskrev, hvordan både lærere og forældre vurderer, at aflysninger af timer i folkeskolen sker i så stort et omfang, at kun de færreste skoler reelt giver eleverne de 200 undervisningsdage, de har krav på. Står det til Dansk Folkeparti slipper undervisningsministeren dog ikke så nemt. Partiet kræver en detaljeret redegørelse. Kræver opgørelse »Vi forlanger, at undervisningsministeren leverer en samlet opgørelse over timetallene på alle landets skoler samt en opgørelse over, hvor ofte eleverne bliver sendt hjem på grund af manglende vikarer. Og hvis en pose penge løser problemet, så skal den gives«, siger uddannelsesordfører Christian Hansen. Dansk Folkeparti er dog ene om gavmildheden over for kommunerne. Hverken de konservative eller Socialdemokratiet er parate til at give flere penge. Men Konservativt Folkeparti forlanger, at ministeren griber ind. »Jeg vil opfordre ministeren til at skrive til samtlige skoleinspektører og kommuner og bede dem om at bringe tingene i orden. Der er ingen undskyldninger. Kommunerne må oppe sig og sørge for, at børnene får den undervisning, de skal have«, siger uddannelsesordfører Brian Mikkelsen. Samme kontante melding kommer fra Socialdemokratiet. »Skolerne skal ikke regne med et initiativ fra Folketinget. Det er primært kommunernes ansvar at sørge for, at deres skolepolitik tager højde for det også«, siger Peder Sass, der er medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg. Tilsynsrådet på banen Som beskrevet i går har forældreorganisationen Skole og Samfund skrevet til samtlige skolebestyrelser og opfordret dem til at holde nøje regnskab med lærernes fravær og elevernes undervisningsfri timer. Organisationen er ifølge Ritzau nu også parat til at indklage kommunerne for de amtslige tilsynsråd for at få afprøvet, om nogle kommuner bryder folkeskoleloven, når skolerne ikke er i stand til at tilbyde eleverne de obligatoriske 200 undervisningsdage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























