Københavnere svigter kollektiv trafik

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Politiken mandag: Københavnerne lader bussen køre og snupper bilen. Siden 1990 har den kollektive trafik konstant tabt markedsandele til privatbilerne, som nu står for 73 procent af den trafik, der fragter indbyggerne i hovedstadsregionen til og fra arbejde. I samme periode er andelen af mennesker, som rejser kollektivt ud og hjem, faldet fra 24 til 20 procent. Dermed er København en af de mindst kollektive byer i Europa, viser en rapport over trafiksituationen i københavnsområdet fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR). Og HUR maler ikke trafiksituationen, som i dag er præget af lange køer på motorvejene og trafikpropper i byerne, særlig lyserød, selv om København i disse år ofrer milliarder på metro og ringbane. De nye tilbud kan højst fastholde den kollektive andel - næppe øge den, hedder det i rapporten. »Målet er at få placeringen af nye arbejdspladser til at hænge bedre sammen med trafikplanerne, og jeg er ikke i tvivl om, at vi må trække kommende job - og dermed trafik - væk fra det centrale København og længere ud i regionen«, siger formand for HUR, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V). Trafikforsker Uffe Jacobsen er af samme opfattelse, og han tilskriver den kaotiske trafiksituation, at »arbejdspladserne i København ligger hulter til bulter«. »Se nu på Holmen, hvor der er udbygget med mange job og boliger på de attraktive grunde, men ingen ordentligt, kollektiv trafikbetjening. Det er en katastrofe«, siger han, der heller ikke venter mirakler af metroen. »Der er ikke tænkt tilstrækkeligt i at gøre de stationsnære områder langs metroen attraktive, og det er en fejl. Så vil folk ikke rejse med dem«, siger Uffe Jacobsen, der mener, at HUR ville vinde ved at genindføre sporvognen i København. »Kun sporvognen, som er synlig i bybilledet og kører trygt og forudsigeligt i sin bane, kan for alvor vende billedet og få folk til at rejse kollektivt. Det viser alle erfaringer«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her