Det vil ikke løse de trafikale problemer i København at genindføre sporvognen som kollektivt transportmiddel. Det fastslår både formanden for HURs (Hovedstadens Udviklingsråd) trafikudvalg, Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K), og Københavns bygge- og teknikborgmester, Søren Pind (V). En ny rapport fra Hovedstadens Udviklingsråd viser, at den kollektive trafik er gået tilbage, og at privatbilerne har vundet yderligere frem indenfor det seneste tiår. Privatbilerne står nu for 73 procent af den trafik, der fragter indbyggerne i hovedstadsregionen til og fra arbejde, mens den kollektive trafiks andel siden 1990 er faldet fra 24 til 20 procent. Rapporten vurderer, at hverken metro eller ringbane får den kollektive trafikandel til at vokse. Ifølge trafikforsker Uffe Jacobsen er sporvognen det eneste, der kan vende billedet og få flere folk til at rejse kollektivt. Formanden for HURs trafikudvalg, Mads Lebech, mener imidlertid, at sporvognene kræver for meget plads og er for ufleksible i forhold til den øvrige trafik. »Jeg er helt enig i, at København er ved at sande til i trafik. Og personligt kan jeg også godt lide sporvognene. De kører regelmæssigt og hænger ikke fast i bilkøen på samme måde som for eksempel busserne gør. Dilemmaet ved sporvognene er imidlertid, at der ikke er plads til dem på mange af vores hovedfærdselsårer, hvis der samtidig skal være plads til cyklister og biler. Og vi er altså nødt til at erkende, at bilerne er kommet for at blive - også i byen«, siger Mads Lebech til Ritzau. Han sætter i stedet for sin lid til, at metroen i sameksistens med såkaldte stambusser, der kører i fast pendulfart på de travleste strækninger, og en metroringbane, der gør det muligt at komme på tværs af byen, vil lykkes at løfte den kollektive trafik. »Jeg vil dog ikke udelukke, at sporvognen på længere sigt kan være den bedste løsning på nogle strækninger. Det er nødvendigt at have alle brikker i spil, hvis vi skal løse det komplicerede puslespil, som trafikken i København er«, siger Mads Lebech. Københavns bygge- og teknikborgmester, Søren Pind, afviser pure forslaget om at genindføre sporvognen på de københavnske gader og veje. »Sporvognene er alt for ufleksible. Jeg mener, at man i stedet for bør satse på en udbygning af vejnettet med omfartsveje og havnetunnel, så man kan lede den unødige trafik udenom centrum. Vi har brug for helhedsplaner i stedet for lappeløsninger«, fastslår han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























