Politiken tirsdag: Trekvart år efter at politikerne besluttede at udskrive en arkitektkonkurrence for HT-terminalen og hele Rådhuspladsen i København, kommer der nu skred i sagen. I betragtning af, at den sorte firkant på Rådhuspladsen i København - også kaldet HT-terminalen - nu i fire år har været dødsdømt, overlever den sundt og godt. Politikernes seneste beslutning fra november sidste år om at udskrive en arkitektkonkurrence om hele pladsen har heller ikke forkortet terminalens liv. »Men nu sker der noget. Vi har fået en stadsarkitekt, som må være den rette til at snakke med Danske Arkitekters Landsforbund og få sagen på plads, så vi kan få udskrevet konkurrencen«, siger bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V), som forud for kommunalvalget for snart fire år siden lovede københavnerne at fjerne den forkætrede kasse. Spiser brød til Det løfte havde i sin tid et politisk flertal i ryggen, men siden har politikerne spist masser af brød til principbeslutningen om at fjerne bygningen og bevare HTs funktioner på stedet. Det endte med kompromiset om at udskrive en arkitektkonkurrence, som inddrager ikke bare den sorte glasbygning, men hele Rådhuspladsen. Pladsen blev ganske vist gennemrenoveret for fem år siden i forbindelse med kulturbyåret 1996, og det var også i den arbejdsgang, at HT-terminalen blev opført. Uden lokalplan. Når konkurrencen ikke er kommet ud af stedet siden november, skyldes det ifølge den nytiltrådte stadsarkitekt Jan Christiansen, at Danske Arkitekters Landsforbund (DAL) fandt konkurrencebetingelserne for diffuse og dermed ikke ønskede at indtræde i dommerkomiteen. »Jeg tager nu en forhandling med DAL og regner med, at sagen er klar i løbet af nogle uger, så konkurrencen formelt kan gå i gang. Jeg anser ikke sagen for uløselig, for det handler bare om at få præciseret retningslinjerne, så de deltagende arkitekter nøjagtigt ved, hvad politikerne ønsker bud på. En plads uden den sorte terminal, en plads med den eksisterende bygning eller den tredje mulighed, hvor vi beder om forslag til at ændre den eksisterende bygning«, siger Jan Christiansen. Det har på grund af ferie ikke været muligt at træffe hverken direktør Bente Bedholm eller formand Gøsta Knudsen i DAL.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























