Politiken onsdag: Mogens Glistrup og en række af hovedsagelig ældre mænd tromlede i går ind på den politiske scene, da papkassen med 22.355 underskrifter blev afleveret i Indenrigsministeriet. Så snart de er godkendt, er Fremskridtspartiet igen opstillet til Folketinget.
Hovedbudskabet fra Glistrup selv er endnu engang, at alle muhamedanere skal smides ud af Danmark. Lovforslaget er allerede skrevet og klar til at blive fremsat.
»Der kan gå alt fra 14 dage til 14 år, før det bliver vedtaget. Bliver det ikke vedtaget det første år, så fremsætter vi det igen det næste og så videre«, sagde Mogens Glistrup på vej mod Indenrigsministeriet.
Og der kan meget vel gå mere end de 14 år, for selv Glistrups egne partikammerater tvivler på, at de vil vælge den grønne knap, hvis det skulle komme så vidt.
»Glistrup er en fantastisk person, men forslaget skal modereres lidt. Det skal være mere lempeligt«, siger således Heine Andresen, folketingskandidat i Aabenraa.
Det bekymrer ikke Glistrup. Fremskridtspartiet er et frit parti uden program.
»Jamen, vi er et frit parti. Hvis andre partier ønsker at indgå et forlig med os, så kan svaret blive, at 17 fremskridtsfolk stemmer ja, 14 siger nej, mens 2 er i tvivl«, siger Glistrup.
Samtidig benyttede han lejligheden til at lange ud efter hovedfjenden, Dansk Folkeparti.
»Hvis hele deres samlede indvandrerpolitik blev gennemført, så ville kun 70 muhamedanere blive smidt ud«.
Dansk Folkeparti ønskede i går ikke at kommentere Glistrups angreb.
I koret af jublende fremskridtsfolk befandt sig overraskende en indvandrer med mørkt hår og mørke øjne. Han lignende på en prik en af dem, Glistrup taler om.
»Han er en knaldgod fyr«, siger Heine Andresen.
Jamen, det er da åbenlyst, at han er indvandrer med den hårfarve.
»Ja, men han er kristen«, lyder forklaringen fra Heine Andresen.
Desværre ønskede indvandreren ikke selv at komme i avisen.
Glistrups entre har skabt ærgrelse blandt de borgerlige partier. Det skaber risiko for yderligere stemmespild ved et folketingsvalg. I forvejen risikerer den borgerlige fløj, at både Kristeligt Folkeparti og CD kun opnår 1,9 procent af stemmerne og dermed ikke kommer over spærregrænsen. Sker det samme for Fremskridtspartiet, så smider den borgerlige lejr næsten 6 procent af stemmerne væk.
Og så brugte SF i går dagen som anledning til at tegne et dystert skræmmebillede af den samlede borgerlige fløj. Hvis Venstre og de konservative kommer til, så sker det med Glistrup siddende omme på bagsædet, lyder det til stor irritation for V og K.
»Glistrup tydeliggør risikoen for, at de borgerlige sætter de opnåede resultater over styr igen. Den form for hasardspil med Danmarks fremtid vil SF på det kraftigste fraråde«, skriver næstformand, Thorstein Theilgaard, i en pressemeddelelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























