Patienter, der udskrives fra landets sygehuse efter behandling for eksempelvis en blodprop, hjerneblødning eller efter en hofteoperation, snydes jævnligt for den genoptræning, som kan give dem førligheden tilbage, skriver Berlingske Tidende. På trods af en ny lov, der forpligter sygehusene til at udarbejde en plan for genoptræning af patienterne, bliver langt de fleste udskrevet uden en plan, der beskriver, hvor den fornødne genoptræning skal foregå, hvornår den påbegyndes, og hvem der har det praktiske ansvar. Det afslører en rundringning til landets 14 amter og Hovedstadens Sygehusfællesskab, som avisen har foretaget. »Det er noget skidt. Det viser, at der indimellem er for langt imellem, hvad politikerne vedtager, og hvad virkeligheden er ude i samfundet«, siger Kate Larsen, socialrådgiver i Ældre Sagen. Organisationen er jævnligt i kontakt med frustrerede ældre, som ikke har fået den genoptræning, som de har krav på. »Genoptræningen er en indiskutabel nødvendighed. Men når opgaven fortsat placeres mellem to stole med to forskellige økonomier, er det vanskeligt at opfylde behovet. Amter og kommuner holder på hver deres, og når de trækker hårdt i hver ende, så opstår der meget let et hul mellem stolene, som patienterne kan falde ned i«, siger Jens Halkjær Kristensen, der er chef for Rigshospitalets klinik for medicinsk ortopædi og rehabilitering. Alle amter oplyser dog, at de arbejder på sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























