Bornholmere og andre, der måtte befinde sig i Østersøens vande, bør holde sig på land, da Søværnets Operative Kommando melder om unormalt store mængder blågrønalger i området. Hele Østersøregionen er i øjeblikket hårdt angrebet af plamager af blågrønalger, oplyser Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Kysterne langs Sjællands nord- og østkyst plages stadig af blågrønalger, ligesom vandet omkring Møn, Lolland, Falster, det sydlige Langeland og Ærø. Kysten vest for Gilleleje og Vestsjælland kan stadig glæde sig over badeegnet vand, selv om miljøtekniker Karin B. Jensen fra Frederiksborg Amt torsdag oplyser, at Gilleleje Kommune har udvidet området, hvor det frarådes at bade, til at gælde områderne både øst og vest for Gilleleje Havn. Den nordlige del af Køge Bugt fra Brøndby til Hundige er også badeklar, ligesom Køge Bugt Strandpark også flager med grønt. Københavnerne behøver dog ikke længere tage så langt for at dyppe sig i de salte bølger, for Bellevue og Dragør er ifølge de lokale bademestre igen blevet algefrit. Algedisen letter så småt ved Sydlolland, og algerne er væk fra Karrebæksminde Bugt. Derimod florerer blågrønalgerne i Stege Bugt, Fakse Bugt og Hjelm Bugt og ned langs Falsters østkyst. Døde alger kan stadig være giftige, så hvis vandet er uklart af hvide fnug, bør man gå et andet sted hen at bade. Levende blågrønalger er grønne eller gule, og man bør holde børn og hunde fra at bade i og drikke af vandet, da det kan give hudirritationer og diarré. For hunde kan det være dødeligt at drikke vand med blågrønalger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























