Svensk rekord på lægestudiet

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Antallet af svenske studerende på medicinstudierne i Danmark stiger - trods politikernes store anstrengelser for at standse strømmen. Årets optag af svenskere på de tre danske lægestudier er på 166. Sidste år var antallet 133, så årets tal svarer til en stigning på 25 procent. Det sker, selvom de svenske og danske undervisningministerier i foråret blev enige om at stramme op på den såkaldte omregningsmodel - det system, der oversætter svenske karakterer til et dansk gennemsnit. På den baggrund konstaterer undervisningsminister Margrethe Vestager (R), at det kunne have set betydeligt værre ud. »Alene på Københavns Universitet ville der have været optaget 160-170 svenskere på medicinstudiet, hvis vi ikke havde lavet den ændring. Men der er faktisk kun blevet optaget 101«, siger Margrethe Vestager til Ritzau. Men hun erkender dog, at Danmark specifikt på medicinstudiet har et problem i forhold til Sverige. »Nu er svenskerne heldigvis begyndt at øge optaget på deres medicinstudium, og det er meget godt, fordi det er svært for svenskerne at leve med, at vi går rundt og mistænker dem for at udnytte vores kapacitet. Og vi har naturligvis svært ved at leve med, at danske studerende, som gerne vil ind, og er kvalificerede, ikke kan komme det«, siger Margrethe Vestager. Samfundsproblem Set fra samfundets synvinkel er de mange svenskere på medicinstudierne et problem, fordi over halvdelen vender tilbage til Sverige efter endt uddannelse. Dermed står Danmark med et lægehul - og betaler samtidig for et stort antal svenske lægers uddannelse. Unge svenskere med en læge i maven søger til Danmark, fordi Sverige har relativt få studiepladser på medicin. Følgelig kræves et karaktergennemsnit svarende til 11 for at komme ind. Derfor er nåleøjet i Danmark trods alt lettere at komme igennem. Mere ligefremt har de svenske myndigheder været beskyldt for at spekulere i strømmen. Mistanken går på, at de bevidst underdimensionerer optaget i Sverige i forhold til det reelle behov for læger - og i samme åndedrag regner med, at de unge, der søger til Danmark, siden vender tilbage til Sverige som flyvefærdige læger. Mistanken fik i foråret Margrethe Vestager til at gå i aktion. Efter et møde med sin svenske kollega blev det besluttet at stramme op. Så i år har svenskerne udbygget optaget på deres medicinstudier med 100 pladser. Og omregningsmodellen fik et skub i dansk retning. Dermed mente Undervisningsministeriet, at systemet var blevet fri for uretfærdigheder - og troede at problemet var løst. Nu viser det sig ikke at være nok. Blandt andet, fordi antallet af svenske ansøgere fordoblede sig i forhold til sidste år. Vestager vil nu sætte sine embedsmænd til at finde en løsning. Men det kan blive svært, fordi de europæiske spilleregler står i vejen. Som medlem af EU kan svenskere ikke underlægges en kvote som f.eks. de norske studerende er blevet. Spillereglerne Kontorchef i Uddannelsesstyrelsen, Bodil Horn Andersen mener ikke, at der umiddelbart er andre løsninger på problemet end at ændre på omregningsmodellen. »Og omregningsmodellen kan vi heller ikke blive ved at skrue på. Vi skal jo holde os til spillereglerne«, siger hun. Alligevel mener Margrethe Vestager, at det grundlæggende er en god ordning, at EU-borgere på lige fod kan søge uddannelser i alle EU-lande. »Vi sender stadig flere danskere til udlandet for at få en uddannelse, end vi overhovedet modtager. Så alt andet lige er det en stor fordel, at vi har den her ordning - hvis vi altså ser bort fra det helt isolerede problem på medicinstudiet«, siger Margrethe Vestager. Den svenske undervisningsminister, Thomas Östros, ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her