Krise mellem V og CD

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Venstre og CD er havnet i en krig på ord, der sår ny tvivl om en kommende borgerlig firkløverregerings holdbarhed. CD har trukket sin støtte til Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, tilbage, og det får nu Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, til at skyde igen mod det lille midterparti. »Jeg vil hellere høre lidt om, hvad der er CDs politik. I stedet for at forholde sig til andre partiers politik, kunne det være rart for en gangs skyld at høre, hvad CDs egen politik er«, siger Ulla Tørnæs. CD sidder i en nøgleposition i midten af dansk politik og kan meget vel komme til at afgøre, hvilken Rasmussen der får nøglen til Statsministeriet efter næste valg. Partiet skiller sig samtidig ud fra det øvrige Folketing ved først at udpege sin foretrukne kandidat til statsministerposten, når valget er udskrevet. I februar kom CDs gruppeformand, Peter Duetoft, dog med meldingen, at han hældte til Anders Fogh Rasmussen. Nu er partiet tilbage ved status quo. Torsdag aften i DR2s Deadline trak gruppeformanden sin støtte til Fogh tilbage, og begrundede det blandt andet med et hårdt personligt angreb på Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech. Rønn på Pia-kurs »Et regeringsskifte kunne være godt, men ikke for enhver pris. Nogle af de meldinger, der er kommet her på det seneste, har trukket i den forkerte retning. Når man for eksempel hører Birthe Rønn Hornbech, så konkurrerer hun med Pia Kjærsgaard«, sagde Duetoft til Deadline. Ulla Tørnæs betegner kritikken som 'helt urimelig' og opfordrer CD til at tone rent flag og droppe zigzag-kursen. »Det kommer bag på mig, at han på den måde bliver personlig, og at han skal bruge så billig en argumentation for at retfærdiggøre sit eget skifte. Understreger Duetoft med sine udtalelser, at CD vil pege på Nyrup Rasmussen, er det godt, at han gør det i så god tid før et valg, for så ved vælgerne, at en stemme på CD er en stemme på Nyrup. Men jeg håber naturligvis, at CD besinder sig og følger de gruppemedlemmer, der har støttet en borgerlig regering (blandt andre socialordfører Sonja Albrink og udenrigsordfører Ebbe Kalnæs, red.)«, siger Ulla Tørnæs. Ud af Folketinget Efter seneste Vilstrup-måling fra 1. juli, der med 1,9 procents tilslutning sendte CD ned under spærregrænsen, har partiet haft en turbulent tid. Ved sidste valg i 1998 fik CD 4,3 procent af stemmerne svarende til otte mandater. Arne Melchiors støtte til Israels kommende ambassadør, Carmi Gillons, synspunkter om moderat fysisk pres som forhørsmetode skabte stor intern kævl. Dette kom ovenpå majs offentlige debat om CD-formand Mimi Jakobsens evne til at udfylde rollen som partileder, når hun samtidig skal passe jobbet som generalsekretær i Red Barnet. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Peter Duetoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her