Norsk opfordring til at boykotte Coca-Cola

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: I Norge har forsvaret indledt en reklamekampagne i sammen med Coca-Cola i håb om at rekruttere unge til de militære lederuddannelser. Militærnægtere i Norge og Danmark finder det uanstændigt og opfordrer til boykot af læskedrikgiganten. Det norske forsvar har, ligesom det danske, svært ved at få unge mellem 18 og 25 år til at søge ind på dets lederuddannelser. I Norge har det fået militæret til at hente hjælp hos andre, der har bedre erfaring med at komme i kontakt med netop denne målgruppe - det verdenskendte kommercielle Coca-Cola. Herhjemme er hvervekampagnerne hidtil blevet ved nogle actionfyldte tv- reklamer, der vakte opsigt, da de blev vist på TV 2. Men i Norge har man lagt en mere vidtgående strategi. Militære spørgsmål stillet på etiketterne af Coca-Colas norske læskedrik 'Tab X-tra' skal vække interesse, og SMS-konkurrencer og spil på Internettet er måden, de unge skal nås, mener det norske militær - hjulpet af professionelle konsulenter. Arne R. Nilsen fra rekrutteringstjenesten i det norske forsvar er ansvarlig for aftalen og fortæller, at der har været en del diskussion om samarbejdet med Coca-Cola, og at det først i år har været muligt at gennemføre aftalen. »Vi har fået ændret nogle regler, så nu kører kampagnen fra august til oktober. Der har allerede været en hel del debat om kampagnen i de norske medier, og det er mit indtryk, at de unge faktisk tager godt imod og er interesserede«, siger kommandørkaptajn Arne R. Nilsen. Han ser ikke selv problemer i samarbejdet og mener blot, at forsvaret benytter sig af nye kanaler for annoncering. »Hensigten er jo at træffe ungdommen, og vi tror, at Coca-Cola og vi har et sammenfald i den målgruppe. Begge parter ønsker at komme i kontakt med de 18 til 25-årige«. Opfordrer til boykot Norske militærnægtere har reageret meget skarpt imod samarbejdet og kampagnen, som de mener opfordrer til brug af våben. På deres hjemmeside kan man se billeder af en militærnægter, som hælder cola ud i toilettet, og foreningen opfordrer til en boykot af Coca-Colas produkter. I Danmark får de norske nægtere opbakning. »Vi tager også stærk afstand til kampagnen. Det er et uanstændigt samarbejde, og Coca-Cola er med til at understrege en politisk holdning samtidig med, at de manipulerer med en følsom målgruppe«, siger Anja Johansen, der er bestyrelsesmedlem i den danske Militærnægterforening. Foreningen opfordrer derfor også danskerne til at slukke tørsten i noget andet end Coca-Colas produkter her i sommervarmen - i solidaritet med nordmændene. Skyder forbi målet I Norge har Coca-Cola haft svært ved at forstå kritikken. »Coca-Cola er et apolitisk selskab, og der ligger ingen støtte til krigsførelse og våbenbrug bag samarbejdet«, har informationschef Øystein Bonvik i Coca-Cola Norge udtalt. Kommunikationschefen i det danske Coca-Cola siger, at han er ked af, at nogen opfordrer til boykot af virksomhedens produkter, men han synes også, at den danske militærnægterforening skyder forbi målet. »Det er en norsk beslutning, som kan være rigtig at tage der. Vi har ikke selv tradition for at samarbejde med statslige institutioner, når det gælder markedsføring, og skulle det ske, at vi fik en henvendelse fra det danske forsvar, så må vi jo se på den konkrete situation«, siger Christian Rahbek fra Coca-Cola Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her