Politisk strid om jubilæum

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Det falder Socialdemokratiet voldsomt for brystet, at Venstre i dag flere steder i landet kæder 100-året for parlamentarismens fødsel i Danmark sammen med opfordringer til et nyt politisk systemskifte. Som optakt til markeringen af systemskiftet for 100 år siden har Venstre i de sidste uger brugt internetadressen www.systemskifte.nu til at sammenligne behovet for politisk fornyelse i 1901 med behovet for at få udskiftet Nyrup-regeringen i dag. Bandbulle »Vi skal i 100-året for systemskiftet turde lave et frontalt angreb mod de mange stive og tåbelige systemer, som den nuværende regering har opfundet. Vi skal turde sige fra over for den voksende mængde af bureaukrati, statens nidkærhed over for virksomheder og enkeltpersoner«, hedder det blandt andet på hjemmesiden. Den bandbulle får nu Socialdemokratiets gruppeformand, Jan Petersen, til at beskylde Venstre for at drive politisk plat på en national mærkedag. »Det er en historisk misforståelse og et forsøg på bagvaskelse at påstå, at systemskiftet har noget at gøre med et regeringsskifte. Der må mangle historikere i det parti, eller i hvert fald historisk bevidsthed. Mange socialdemokratiske vælgere, i hvert fald dem, der havde økonomi til at stemme, var med til at sikre systemskiftet. At tage æren for dette er at satse på, at den historiske bevidsthed er mangelfuld i Danmark«, siger Jan Petersen. Venstre skiller sig ud som det eneste af de fire 'gamle' partier i dansk parlamentarisme, der har valgt at markere 100-året for systemskiftet. Det sker ved arrangementer i Lejre, Kolding, Ringsted samt i Hee ved Ringkøbing, hvor den navnkundige Venstre-leder og konseilspræsident fra 1905 til 1908 I.C. Christensen boede. I Hee taler blandt andet Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs. Hun bekræfter, at hun i talen vil opsummere en række af de områder, hvor der set med borgerlige briller er akut behov for et systemskifte, herunder Venstres ideer om skattestop, udvidet barselsorlov, samt frit valg af sygehus og plejehjem. Skuffelse Den politiske ordfører er både skuffet og overrasket over den socialdemokratiske harme. »Det er helt på sin plads at markere en glædelig begivenhed, nemlig systemskiftet i 1901. At man sætter det ind i en nutidig kontekst, kan jeg slet ikke forstå, at Jan Petersen får den slags politiske kvababbelser over. Jeg kan ikke betragte det som andet end et surt opstød fra et parti, som er klar over, at tiden er ved at være udløbet«, siger Ulla Tørnæs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her