De to jordanske børn niårige Nasra og otteårige Nidal må trods sygdom og omsorgssvigt blive i Jordan, oplyser Red Barnet. Børnenes far har ganske enkelt nægtet at lade dem rejse tilbage til Danmark. De to børn blev i foråret 1999 mod deres vilje tvunget til at forlade deres danske plejeforældre i Faxe Ladeplads for at rejse hjem til deres biologiske forældre, der bor i et slumkvarter nær den jordanske hovedstad Amman. En støttegruppe har igennem længere tid arbejdet på at få børnene hjem til Danmark og er netop vendt hjem med uforrettet sag efter at have været på besøg i Jordan. Men selv om det altså ikke ser ud til at lykkes at få børnene hjem, mener medlem af Støttegruppen NANI Osama Al-Habahbeh ikke at arbejdet har været forgæves, da sagen nu er overdraget til de jordanske myndigheder, samtidig med at Red Barnet i Jordan følger den tæt. »Red barnet i Jordan er enormt aktive. De har taget kontakt til myndighederne og resultatet er, at de sociale myndigheder nu besøger familien hver anden uge og holder den under opsyn«, udtaler Osama Al-Habahbeh i en pressemeddelelse. Samtidig arbejder Red Barnet i Jordan på at få børnene i behandling samt at sikre, at de fortsat kommer i skole. Formanden for Red Barnet Danmark, Mimi Jakobsen, kalder sagen »dybt ulykkelig«, men siger, at organisationen nu vil koncentrere sig om at støtte børnene via samarbejdet med Red Barnet i Jordan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























