Politiken lørdag: For første gang i umindelige tider kommer kampen om den vigtige post som radikal landsformand til at stå mellem hele tre kandidater. Søren Bald, mangeårig forstander på Krogerup Højskole, melder sig nu overraskende på banen mod de to allerede kendte kandidater, Torsten B. Jakobsen fra Århus og fungerende landsformand Lone Loklindt. Søren Bald, 60 år, har i årtier været tilknyttet Det Radikale Venstre, men har holdt lav profil i partiet i de sidste 10 år, hvor han besad tillidsposter i Foreningen for Folkehøjskoler - 1995-99 som fungerende formand. Nu har han sagt sin forstanderstilling op fra 1. oktober og er parat til at kaste masser af tid ind i det ulønnede radikale formandshverv. Posten har stået ledig siden december, da Johannes Lebech trak sig, da den radikale leder, Marianne Jelved, gjorde ham til kirkeminister. Lebechs forgænger var nuværende undervisningsminister Margrethe Vestager, men Søren Bald afviser kategorisk at se landsformandsposten som et springbræt til en ministerpost. Til gengæld går han gerne i rette med sin århusianske modkandidat, Torsten B. Jakobsen, der har efterlyst mere rene radikale holdninger fra landsformandsposten, og samtidig ønsker et mere ligeværdigt forhold mellem den radikale folketingsgruppe, den politiske leder og landsformanden. »Jeg ville ikke udtale mig så kategorisk. Det at være landsformand i et politisk parti med regeringsindflydelse gør, at man skal være meget eftertænksom. Mit kendskab til partiet er, at så ren er den rene radikale vare slet ikke. Den er i visse tilfælde meget sammensat og meget præget af kompromis-er også internt i partiet. Det er mere en slagvare end en realitet, når man taler om den rene radikale vare«, siger Søren Bald. Søren Bald spås hæderlige chancer for at vinde, når slaget skal slås ved det radikale landsmøde 16. september.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























