Politichef: Luk grænsen

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Hvis det danske politi skal kunne håndtere sikkerhedssituationen ved næste års EU-topmøde i København, bør grænserne lukkes og kontrollen skærpes i god tid inden topmødet. Opfordringen kommer fra lederen af det danske politis indsatsgruppe, chef for ordenspolitiet i København, Kai Vittrup, oven på de voldsomme uroligheder i forbindelse med G8-mødet i den norditalienske by Genova. »Det er særdeles afgørende, at vi får en intensiv grænseovervågning i tiden inden topmødet. Så jeg satser på, at den åbne grænse bliver lukket. Det er selvfølgelig en politisk beslutning, men det er i hvert fald mit ønske, at det sker«, siger Kai Vittrup. Og ifølge justitsminister Frank Jensen (S) er regeringen åben over for forslaget. »Når vi indhenter trusselsvurderinger fra vores samarbejdslande og får et overblik over situationen, så må vi i god tid vurdere, om vi skal benytte os af Schengenreglen, der giver mulighed for at genindføre grænsekontrollen op til mødet. Hvis behovet er der, vil regeringen indføre grænsekontrollen og orientere vores samarbejdspartnere om det«, siger Frank Jensen. Der er opbakning til forslaget fra begge sider i Folketinget. SFs retspolitiske ordfører, Anne Baastrup, lægger vægt på, at der i København skal være mulighed for at gennemføre fredelige demonstrationer, og at det derfor er vigtigt, at ballademagerne identificeres så tidligt som muligt. »Politiet i Danmark er optaget af at finde den rigtige måde at gøre det på, og jeg vil ikke skyde nogen forslag ned på nuværende tidspunkt. Og Schengen-konventionen åbner sådan set op for den mulighed«, siger Anne Baastrup. Også den konservative retsordfører, Helge Adam Møller, bakker op om forslaget. Det samme gør Enhedslistens Frank Aaen - med den tilføjelse, at det ikke må udvikle sig til et angreb på friheden til at demonstrere. »Men jeg vil ikke stille mig i vejen for det. Politiet skal selvfølgelig være på stikkerne og gribe ind, hvis de bliver klar over, at der er nogen, der har ondt i sinde«, siger han. Justitsminister Frank Jensen lægger desuden op til, at det danske politi i vid udstrækning gør brug af maskeforbuddet i kampen mod eventuelle voldelige demonstranter. »Hvis politiet opdager, at nogen begynder at maskere sig, har man et beredskab, der kan gå ind og isolere og anholde dem, der maskerer sig, og som man ved, vil sætte gang i balladen. Det giver en chance for, at de fredelige demonstranter kan få lov at fortsætte demonstrationen«, siger Frank Jensen. Igen i går kom det til kampe mellem demonstranter og det italienske politi og gendarmeri i Genova. 2.000 demonstranter forlod den 50.000 mand store lovligt anmeldte demonstration og begyndte at kaste flasker og sten mod politiet, der svarede igen med tåregas. Der var ved redaktionens slutning ingen meldinger om anholdte eller sårede. Urolighederne kostede fredag en ung italiensk demonstrant livet, da han blev skudt i hovedet af en italiensk politisoldat. 184 blev såret, heraf 114 demonstranter, 60 betjente og 10 journalister. I alt 67 blev anholdt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her