Hård straf vil hjælpe offeret

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Umiddelbart efter en smertefuld straffesag om voldtægt risikerer offeret at møde sin gerningsmand i det lokale supermarked. Det kan være medvirkende til, at kvinder er tilbageholdende med at anmelde voldtægt, vurderer Joan-Søstrene og Rigshospitalets Center for Voldtægts-ofre. Kun i straffesager med over halvandet års fængsel kommer gerningsmændene direkte i fængsel, og eftersom voldtægtssager i Danmark sjældent giver mere end halvandet års straf, så ryger gerningsmændene på venteliste til afsoning. Klart signal »Ofrene har brug for et klart signal fra samfundet om, at de har været udsat for en uacceptabel krænkelse. Men ofte er gerningsmanden på fri fod under den langtrukne retssag og ofte kommer de på venteliste til afsoning. Det er svært for ofrene at forstå, at der skal gå så lang tid. Nogle er så bange for at møde gerningsmanden, at de vælger nye steder at købe ind. Enkelte må simpelthen flytte væk«, oplyser socialrådgiver Karin Sten Madsen fra Rigshospitalets Center for Voldtægts-ofre. »Jeg tror ikke, at hårdere straffe virker på gerningsmanden, men det er vigtigt, at man sender et signal til offeret om, at gerningsmanden ikke kan gå frit omkring«, siger Karin Sten Madsen. Behov for hævn Merethe Stagetorn er en erfaren advokat for både ofre og gerningsmænd i voldtægtssager. Hun siger, at man må erkende, at offeret har behov for en form for hævn og æresoprejsning. »Jeg ville selv tænke mig om syv gange, før jeg anmeldte en voldtægt. Der bliver sået tvivl om ens forklaring, og man bliver tvunget til at genfortælle og gennemleve en meget ubehagelige episode igen og igen over en lang periode. Samtidig risikerer man at møde gerningsmanden i Brugsen efter den meget opslidende retssag«, sigere Merethe Stagetorn. En undersøgelse, som Politiken fremlagde i søndags, viser, at Danmark straffer voldtægt langt mildere end de lande, vi normalt sammenligner os med. Samtidig viste en undersøgelse fra Justitsministeriet tidligere på året, at den normale straf for en overfaldsvoldtægt er på 18 måneder, mens straffen for en parvoldtægt kun er på mellem seks og otte måneder. Mange melder ikke forbrydelsen Joan-Søstrene rådgiver næsten 100 voldtægtsofre hvert år. Det kan være svært at overbevise et offer om, at hun skal melde forbrydelsen på trods af udsigten til en kort straf og udsigten til eventuelt at møde gerningsmanden, forklarer rådgivningsgruppen. »Det er ofte påstand mod påstand i en voldtægtssag, hvilket stiller kvinden dårligt. Derfor skal der meget til for at kvinderne anmelder en voldtægt. Gør man det endelig, og manden bliver dømt, så er det svært at leve med en forholdsvis mild straf«, siger Maria, der på grund af Joan-Søstrenes anonymitetsprincip ikke oplyser sit efternavn. Joan-søstrene anslår, at der årligt begås omtrent 5.000 voldtægter i Danmark, hvoraf 10 procent anmeldes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her