Politiken torsdag: Politiet frygter flere voldelige konflikter i rockermiljøet, fordi der mangler en fredsaftale mellem de hastigt voksende supportergrupper. Det fremgår af Rigspolitiets årlige rapport til EU om organiseret kriminalitet i Danmark. Ledende politifolk afviser, at lørdagens sammenstød mellem Hell's Angels' og Bandidos' supportere i Blokhus og weekendens skudepisode i Skælskør er optakten til en ny rockerkrig. Men Rigspolitiets rapport, der netop er sendt til EU, viser, at konfrontationerne ikke blot handler om manglende disciplin i bunden af rockerbandernes hierarki. Der eksisterer simpelthen ikke en fredsaftale, som dækker Red and White Support Crew og Support X-Team. Fredsaftalen fra 1997 dækker formentlig kun modergrupperne af fuldgyldige medlemmer i de to rockergrupper. »Der foreligger ingen kendt aftale om, at støttegrupperne skal være lige store, hvilket eventuelt kan udgøre et risikomoment i relation til potentielle voldelige konflikter i rockermiljøet«, lyder det i rapporten til EU. Chefkriminalinspektør Per Larsen, der er leder af Rigspolitiets Rockertaskforce, bekræfter: »Mig bekendt findes der ingen fredsaftale mellem supportergrupperne. Det betyder, at nogle af dem render og slås indbyrdes, og de har ikke den samme afslappede adfærd som modergrupperne. Nogle supportere mener, at de skal profilere sig over for modergrupperne og er klar til at bruge de bare næver eller det, som er værre«, siger Per Larsen. Ifølge kriminalinspektøren drejer uenighederne sig for eksempel om territorier. Det viste lørdagens sammenstød mellem supportergrupperne i Blokhus, hvor ti personer blev anholdt. Ni af dem måtte løslades igen i går. Hjørring Politi havde ingen vidner til episoden, der sendte to mand på hospitalet med henholdsvis stiksår og kølleslag. Svensk politi enig Den sammen kamp om territorier viste sig tirsdag aften i Roskilde, hvor et stort antal af begge rockerklubbers støttemedlemmer mødte op til en byparkkoncert. Det svenske politi er enig i det danske politis analyse af supportergrupperne. Her frygter man også voldelige konflikter. Også i Sverige har grupperne ekspanderet med nye støttegrupper i mindre byer, siden fredsaftalen blev indgået i 1997. »Vi frygter ikke en reel rockerkrig mellem modergrupperne, men vi frygter samme typer af opgør, som man nu ser på åben gade i Danmark, og det er alvorligt nok«, siger Tomas Ljung fra Skåne Politis efterretningscenter til den svenske avis Metro. I Rigspolitiets rapport nævnes rockergrupperne som den vigtigste kilde til organiseret kriminalitet i Danmark. I går blev endnu en person varetægtsfængslet i sagen om weekendens skudopgør på en tankstation i Skælskør, hvor et medlem af Red and White Support Crew var indblandet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























