Politiken torsdag: Skolefnis og lummer snak begrænser sig ikke til skolegården og klasseværelserne. Amorinerne flyver også lystigt rundt på lærerværelset og på inspektørens kontor. Op imod hver fjerde lærer deler liv og seng med en anden lærer. Ofte er de ansat på den samme skole. Det kan give store problemer på arbejdspladsen, når den ene part er skolens leder - hvilket langtfra er nogen sjældenhed, skriver lærernes fagblad, Folkeskolen. 40 procent på samme skole Bladet har gennemstøvet Danmarks Lærerforenings medlemskartotek for adressesammenfald og bagefter ringet til én skole i hvert amt og spurgt om, hvor mange af skolens lærere der kærester rundt med andre lærere. Det gjorde i gennemsnit 27 pct. Af de mange lærerforhold var over 40 pct. ansat på samme skole. Et andet trawl gennem de 74.537 medlemmer viser, at næsten halvdelen af de danske skoleledere bor sammen med en lærer. Og næsten hver fjerde leder er gift med en af sine ansatte. Tilsynsførende i Arbejdstilsynet i Ringkjøbing Amt, Jørgen Stensgård, mener, at det er en dårlig idé, at skolelederen er gift med en ansat. Det skyldes, at tilsynet har for mange dårlige erfaringer. To sager Tilsynet behandler i øjeblikket to sager, hvor problemets kerne er ægteskab mellem en skoleleder og en ansat. I den ene sag var skolens tidligere leder gift med en lærer, der bevidst havde valgt at arbejde på en anden skole. Derfor troede alle de ansatte, at skolen havde en fast politik på området. Da den nye leders kone søgte et job på skolen, blev alle lærere også hørt. Alle skrev under på, at det var i orden, undtagen én. »Kort efter blev der rejst en sag fra skolelederens sidemod den lærer, der ikke havde skrevet under. Sagen skyldtes, at læreren og lederens kone ikke kunne sammen, og læreren blev overflyttet. Man kunne have en mistanke om, at det var fordi læreren ikke ville skrive under«, siger Jørgen Stensgård. Tavshed i nærheden af konen I den anden sag fortæller lærerne, at de drejer samtalen over på neutrale emner, hvis lederens kone sætter sig på lærerværelset. »Lærerne har flere gange oplevet, at ting, de havde talt om, kom til inspektørens kendskab, og det kunne kun være sket over aftensmaden. Derfor var de ikke trygge ved at have hende med ved med bordet«, fortæller Jørgen Stensgård, der bestemt ikke bryder sig om at fortælle skolelederen, at hans ægteskab skaber problemer på skolen. »Lederen brød helt sammen, da vi fortalte ham om lærernes utryghed. Han havde slet ikke oplevet det som et problem«. Flere kommuner har en politik om, at en skoleleder ikke må være gift med en af de ansatte. Hvis det alligevel sker, at kærligheden mellem chef og ansat bliver lovformelig, skal læreren flytte til en anden skole.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























