21-årig anholdt for voldtægt

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Det var et overvågningskamera på Nørreport Station, der fældede den 21-årige mand, som nu er anklaget for en fuldbyrdet voldtægt og et voldtægtsforsøg i Avedøre. Manden blev anholdt kort før midnat natten til torsdag, da to civilklædte politifolk genkendte ham på Nørreport Station. »Den første pige, som blev voldtaget natten til mandag, havde set ham på Nørreport, hvor de stod på toget samtidig. Derfor var det naturligt at tro, at det også måtte være hans udgangspunkt«, siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller fra Hvidovre Politi. Han oplyser, at politiet fik fat i film fra overvågningskameraerne på både Avedøre og Nørreport Station, og at begge pigerne onsdag var inde hos politiet, hvor de genkendte manden. »De sidste par nætter har vi haft folk på begge stationer, og onsdag aften dukker han så op på Nørreport, hvor to politifolk kan genkende ham ud fra et billede, som vi havde printet ud«, siger Niels Kjøller og understreger, at politiet ikke havde nogen anelse om, hvem manden var, før han blev anholdt. Efter at de to politifolk havde kontaktet manden, stak han af, og det lykkedes ham at komme 50 meter væk fra Nørreport Station, inden han blev indhentet. Her var han så ustyrlig, at en civil borger måtte hjælpe de to politifolk med at få ham lagt i håndjern. Bor selv i området De to piger blev overfaldet natten til mandag og natten til tirsdag i denne uge, efter at de begge to havde været med S-toget klokken 0.42 fra Nørreport Station og var stået af i Avedøre. Den 19-årige pige blev voldtaget på en øde sti, og det andet overfald på en 21-årig kvinde dagen efter fandt sted under en kilometer derfra. Hun skreg og råbte så højt, at nogle unge mænd i en hvid bil vendte om, fordi de opfattede, at der var noget galt. Det fik gerningsmanden til at stikke af, inden han havde fuldbyrdet voldtægten. Politiet havde på forhånd mistanke om, at der måtte være tale om en lokalkendt person, og det har vist sig at holde stik. »Den anholdte bor i boligblokkene på Egevolden, som ligger på den vej, hvor det sidste voldtægtsforsøg fandt sted«, siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller. I går blev den 21-årige mand fremstillet for en dommer, der varetægtsfængslede ham i 4 uger, hvilket er maksimum. Manden nægter sig skyldig i de to overgreb, men politiet har taget en DNA-test, som de afventer resultatet af. Niels Kjøller er glad for, at det sandsynligvis er lykkedes at opklare sagen så hurtigt. Først og fremmest af hensyn til pigerne og deres familier, men også så folk i kvarteret ikke længere behøver at være urolige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her