Der var ingen reel trussel mod Pia Kjærsgaard, da hun stødte sammen med demonstranter ved det danske mindretals årsmøde i Flensborg. Og i øvrigt opstod tumulten først, da Pia Kjærsgaards egne ledsagere trængte demonstranter tilbage. Sådan vurderer tysk politi begivenhederne den 10. juni, hvor lederen af Dansk Folkeparti ville deltage i det danske mindretals møde i Flensborg, men til sidst tog flugten ind i en lokal guldsmedebutik, fordi hun følte sig truet af demonstranter. pisoden trak store overskrifter i aviserne, der fortalte, hvordan Pia Kjærsgaard var blevet »jaget ud af byen«. Og efterfølgende valgte Dansk Folkepartis egen Peter Skaarup at afkræve Justitsminister Frank Jensen (S) svar på, hvilke kontakter, der forud for mødet havde været mellem det tyske politi i Flensborg og dansk politi. Justitsministeriet oplyste fredag, at Politiets Efterretningstjeneste havde haft kontakt med det tyske kriminalpoliti for at drøfte sikkerheden omkring Pia Kjærsgaards deltagelse i mødet. Alligevel endte optoget gennem Flensborg, som var en del af det danske årsmøde, med, at Pia Kjærsgaard valgte at flygte ind i en butik, hvor hun blev, indtil hun under politibeskyttelse kunne forlade byen. Umiddelbart efter uroen fortalte tyske betjente, at Pia Kjærsgaard efter deres opfattelse var sprunget fra en klar aftale om at følges med de andre danske politikere og først støde til mindretallets optog på Flensborgs Burgplatz. Og den udlægning har det tyske politi gentaget over for politimesteren i Graasten, der har været forbindelsesled mellem de danske og tyske politienheder. »Tysk politi har over for mig oplyst, at Pia Kjærsgaard ikke overholdt en aftale om sammen med de øvrige deltagere i frokosten hos den danske generalkonsul i Flensborg at støde til optoget ved Burgplatz i Flensborg, hvilket selvsagt forringede tysk politis mulighed for at yde en optimal indsats«, har politimesteren i Graasten oplyst til Justitsministeriet. Da de tyske betjente nåede frem til Nordermarkt, hvor partilederen ville slutte sig til optoget, blev hun mødt af en gruppe demonstranter, der »hujede og piftede af Pia Kjærsgaard, ligesom det, i forbindelse med at Pia Kjærsgaards ledsagere trængte demonstranterne til side, kom til lettere håndgemæng«, lyder det videre i meddelelsen fra Graastens politimester, der slutter: »Ifølge tysk politis vurdering forelå der ikke nogen reel trussel mod Pia Kjærsgaards sikkerhed«. Flere medlemmer af Dansk Folkeparti var efter episoden rystede, og kritiserede både politi og arrangører. Til gengæld valgte danske politikere fra andre partier at kritisere folkepartiets partileder for selv at have opsøgt konflikten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























