Politiken lørdag: Hvorfor bruge tvang, når problemerne tilsyneladende er ved at blive løst? Det spørgsmål stiller byrådsmedlemmerne i Rødby, efter at Røde Kors i går meldte, at overbelægningen på landets asylcentre er mere end halveret, så situationen nu er »tålelig«. I flere uger har indenrigsminister Karen Jespersen truet Rødby med at sætte byens lokalplan ud af kraft, hvis ikke kommunen går med til at oprette et asylcenter på et gammelt motel i byen. Det er et enigt byråd imod, fordi det vil bruge området til andre formål. »Med meldingerne fra Røde Kors burde Karen Jespersen besinde sig og se, om ikke tingene løser sig af sig selv. Hun burde overveje, om det nu er nødvendigt at tvinge kommuner til at oprette asylcentre«, siger Rødbys fungerende borgmester Marianne Kaad (S). Røde Kors begrunder det lettede pres med, at specielt mange bosniske asylansøgere har opgivet at få asyl og er rejst ud af landet, og at der kommer lidt færre asylansøgere. Også sagsbehandlingen går lidt hurtigere. Men både Røde Kors og indenrigsminister Karen Jespersen advarede i Politiken i går mod at tro, at pladsproblemerne nu er løst. Flere eksisterende asylcentre skal lukke inden for det næste år, og derfor er det fortsat nødvendigt at oprette nye centre, pointerede de. Siden maj, hvor overbelægningen på landets asylcentre var værst, har Udlændingestyrelsen skærpet tonen over for kommunerne for at få dem til at oprette asylcentre. Mens nogle kommuner klart har sagt nej, har andre taget imod opfordringen. For tiden er fire nye centre på vej. »Når nogle kommuner har meldt sig frivilligt, er det forkert at tvinge asylcentre ned over andre«, siger Marianne Kaad fra Rødby. Hysterisk debat Formand for Kommunernes Landsforening, Anker Boye (S), ser den forbedrede situation som udtryk for, at den seneste tids debat om kommunernes modvilje har været »hysterisk og ude af balance«. »Kommunerne har hele tiden været forhandlingsvillige, men der har været et ekstraordinært pres de seneste måneder, som nogle kommuner ikke lige kunne klare«, siger han. Anker Boye afviser, at det bliver sværere at få kommuner til at oprette asylcentre, efter at presset er lettet. »Vi har hele tiden stillet os seriøst til rådighed for Udlændingestyrelsen og fundet forhandlingsløsninger. Det vil vi blive ved med«, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra indenrigsminister Karen Jespersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























