Politiken søndag: Tusinder af danskere med sygdommene hepatitis B og C, to forskellige former for leverbetændelse, kan fra næste år ikke længere nægtes adgang til landets svømmehaller og vandlande. Miljøstyrelsen er netop nu i gang med at ændre indholdet i den eksisterende, 13 år gamle vejledning, og de nye regler ventes at træde i kraft i 2002. Som oplyst i Politiken har adskillige medlemmer af Hepatitis Foreningen oplevet at blive afvist ved svømmehaller og andre badeanlæg rundt omkring i landet. Begrundelsen har været, at man af hensyn til smitterisikoen ikke ønskede dem som gæster. Ved afvisningerne blev der ikke taget hensyn til, om de pågældende led af en smitsom eller ikke smitsom form for leverbetændelse, og det har forbitret medlemmerne af patientforeningen. Men det får en ende nu, siger formanden for Dansk Svømmebadsteknisk Forening, halinspektør Jan Knudsen, Herning Svømmehal. Ifølge Jan Knudsen lægges der i den ny vejledning op til, at »personer med smitsom gulsot (hepatitis A) i den smitsomme fase ikke må anvende badeanlægget. Personer med andre typer af leverbetændelse som hepatitis B og C må gerne bruge badeanlægget«. »Hvis Hepatitis Foreningen ønsker en ændring af den formulering, skal foreningen gennem Sundhedsstyrelsen eller direkte henvende sig til Miljøstyrelsen eller Dansk Svømmebadsteknisk Forening, som så kan foranledige et høringssvar i sagen«, siger Jan Knudsen. Smitterisiko erkendt Hepatitis Foreningen har - støttet af bl.a. hepatitisspecialisten, forskningschef Kim Krogsgaard, Hvidovre Hospital - erkendt, at der kan være en reel smitterisiko med hepatitis A, smitsom gulsot. Men at der i praksis ikke er nogen smitterisiko med typerne B og C, der primært smitter via blod. Den vinkel tages der nu højde for i arbejdet med at ændre indholdet i vejledningen, som landets svømmehaller skal styres efter. Et arbejde, som også Dansk Svømmebadsteknisk Forening deltager i. Den gamle vejledning, som stammer fra 1988, siger, at »personer med smitsom gulsot (hepatitis) skal være erklæret raske af den behandlende læge, før badning kan tillades«. Denne formulering har vakt vrede blandt Hepatitis Foreningens medlemmer, men indtil den nye vejledning træder i kraft, gælder disse ord fortsat, fastslår Jan Knudsen. »I øvrigt mener jeg ikke, at problemet er så stort som Hepatitis Foreningen giver udtryk for set i relation til de ca. 50 millioner, der årligt besøger landets svømmehaller«, siger Jan Knudsen. Det anslås, at der er mindst 5.000 danskere med hepatitis B og formentlig knap 20.000 med hepatitis C.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























