Danmark straffer voldtægt mildt

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Danmark straffer fuldbyrdet og grov voldtægt væsentligt mildere end de lande, vi normalt sammenligner os med. Det viser en undersøgelse, som Politiken har lavet i samarbejde med dagblade i Sverige, Norge, Finland, Holland og Tyskland. De seks aviser har bedt lokale dommere om at tage stilling til en fiktiv sag, hvor en 34-årig mand ved hjælp af dødstrusler og en kniv mod halsen voldtager en 27-årig kvinde. Mens sagen udløser en straf på halvandet års fængsel i Danmark, ligger den på tre år eller derover i Finland, Sverige, Norge, Holland og Tyskland. Den tyske dom på syv års fængsel er den skrappeste. Forelagt undersøgelsen siger justitsminister Frank Jensen (S), at den lave danske straf for voldtægt umiddelbart strider mod hans retsfølelse. »Straffen på et år og seks måneder er efter min opfattelse lavt sat - ligesom det er tilfældet i en del voldtægtssager. Jeg anser voldtægt for alvorlig personfarlig kriminalitet - som ud over den seksuelle krænkelse også indeholder vold og trusler«, siger han. Frank Jensen har tidligere på året bedt den øverste chef for anklagemyndigheden, rigsadvokat Henning Fode, om at overvåge samtlige voldtægtssager i byretterne med henblik på at få milde domme anket til landsretterne. Men nu åbner justitsministeren for at hæve straframmen for voldtægt, sådan som den borgerlige opposition har krævet. »Strafferammen for voldtægt går helt op til seks år - og ti år i de allerværste sager. Det burde være rigeligt, men hvis landsretterne ikke hæver straffen i disse sager, så må Folketinget gribe ind«, siger justitsministeren. Han vil give landsretterne »et års tid« til at hæve straffene. To af Danmarks førende eksperter i strafferet konkluderer, at det danske strafniveau er påfaldende lavt. Professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet sætter spørgsmålstegn ved, om den milde retspraksis i voldtægtssager hænger sammen med en misforstået form for seksuel frigjorthed. »Vi ser strengt på vold, men meget mildt på voldtægt. Dermed er det altså ikke selve voldsanvendelsen i voldtægten, som vi ser mildt på. Det er derimod selve krænkelsen af kvindens seksuelle selvbestemmelsesret, vi ser på med mildere øjne end de andre lande«, konstaterer han. Professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve, mener, at den danske retspraksis er kommet ud på et sidespor i voldtægtssager. »Vi er tilbøjelige til at se voldtægt som en voldsforbrydelse, mens andre lande også betragter det som en sædelighedsforbrydelse. Vi lægger mindre vægt på krænkelsen af kvindens kønsfrihed. Jeg synes, at vores domspraksis er svær at forklare«. Ledende dommer ved Retten på Frederiksberg, Svend Aage Feier, der har givet budet på en dansk dom i sagen for Politiken, er selv overrasket over den milde danske retspraksis på området. »Min umiddelbare reaktion var, at denne grove overfaldsvoldtægt skulle give to års fængsel. Men efter at have gennemgået domspraksis, så er det altså en kendsgerning, at han står til halvandet års fængsel. Det kan jeg ikke bare sætte mig ud over. Men hvis du spørger, hvorfor vi har den praksis, så bliver jeg dig svar skyldig«, siger Svend Aage Feier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her