Børnehaver bliver racedelt

Lyt til artiklen

Politiken mandag: 52 af Københavns Kommunes 520 daginstitutioner har over 80 procent tosprogede børn. Samtidig har mange andre institutioner ingen eller ganske få tosprogede. For eksempel er der i halvdelen af de københavnske daginstitutioner under 10 procent to-sprogede børn. Det viser en rundringning til samtlige pladsanvisninger og pædagogiske konsulenter, som Politiken har foretaget. Årsagerne er mange, melder kommunens pladsanvisninger. Vigtigt er, at danske forældre er kræsne, når de vælger daginstitution. Institutionen skal have et godt pædagogisk indhold og ikke for mange tosprogede. Dertil kommer, at tosprogede sætter det højere, at institutionen ligger nær hjemmet, og fordi de tosprogede bor i bestemte boligområder, vælger de samme institutioner til deres børn. Desuden har ikke alle et valg. Er den ene forælder på kontanthjælp, skal forældrene tage imod den institutionsplads, der tilbydes, for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og da arbejdsløsheden er høj blandt tosprogede, mister de oftest retten til at vælge. Det kan imidlertid lade sig gøre at blande et- og tosprogede børn inden for lovens rammer. Andre kommuner, for eksempel Ishøj Kommune fordeler børnene, så der i dag er under 50 procent tosprogede i alle kommunens daginstitutioner. Formanden for Børns Vilkår, John Halse er bekymret over opdelingen af danske og tosprogede børn: »Det er første skridt på vej imod et raceopdelt samfund, og det vil være i den gode sags tjeneste at sprede de tosprogede børn. Undersøgelser viser, at det er uhensigtsmæssigt for integrationen, hvis mere end halvdelen af børnene i en institution er tosprogede«, siger John Halse. Alligevel fastholder familie- og arbejdsmarkedsborgmester i København og formand for Integrationsudvalget, Winnie Larsen-Jensen, sin modstand mod at sprede børnene. »Alle forældre skal kunne få den institutionsplads, de ønsker til deres barn - lige meget hvor de måtte komme fra. Jeg er imod alle former for kvoteringer for etniske minoriteter, fordi tvang skaber flere problemer, end den løser«, siger Winnie Larsen-Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her