Amter afgør ventetid

Lyt til artiklen

Politiet tirsdag: Der er stor forskel på, hvordan landets amter håndterer ventetiden for patienter, der skal til undersøgelse for eventuelle sygdomme. Mange steder må patienterne vente i månedsvis, og det har fatale følger for mennesker, som går rundt med uopdagede sygdomme. I værste tilfælde er der tale om uhelbredelig kræft. I Sønderjyllands Amt sender man disse patienter på privathospital, mens man i naboamtet, Vejle, har valgt ikke at sende patienterne til privathospital - med længere ventelister til følge. I Sønderjyllands Amt har politikerne for nylig vedtaget, at der højst må gå 14 dage, før alle patienter kommer til forundersøgelse - uanset alvorsgraden af den mistænkte sygdom. Det mål kan amtet ikke selv leve op til på nuværende tidspunkt, og det har fået politikerne til at lave en aftale med Privathospitalet Mølholm. »Vi benytter os af aftaler uden for amtet, både private og offentlige, imens vi arbejder på at kunne levere varen selv. Undersøgelserne og behandlingerne er dyrere for os, men det er også dyrt at have borgere gående i lang tid, hvor de måske bare bliver dårligere og dårligere«, siger Karsten Hundborg, der er sundhedsdirektør i Sønderjyllands Amt. Enigt byråd imod I Vejle Amt har politikerne også haft mange diskussioner om, hvordan man vil løse problemet - og spørgsmålet om at sende patienter til det lokalt beliggende privathospital Mølholm, har også været oppe at vende. Men et enigt amtsråd har afvist muligheden. »Vi har regnet ud, at det vil koste os cirka 1.800 kroner, hvis vi selv foretager scanningerne. En scanning hos Mølholm koster omkring 4.200 kroner, og derfor forsøger vi at løse problemet ved at udvide 'åbningstiden' på vores scanningsklinik«, fortæller amtsborgmester Erik Rasmussen (S). Lige nu er ventetiden i Vejle Amt cirka 14 dage for patienter, der mistænkes for at have en alvorlig sygdom, og omkring tre måneder for alle andre, oplyser Erik Rasmussen. Politiken beskrev i går, hvordan privathospitalet Mølholm ved Vejle ugentligt får patienter til scanning, hvor det viser sig, at de har en uopdaget kræftsygdom. Patienterne har typisk ventetid til en undersøgelse i det offentlige måneder senere, men har selv søgt privathospitalet for at undgå ventetiden. Formanden for de praktiserende læger fortalte i går om tilfælde hvor der var gået helt op til seks måneder, før patienter var blevet undersøgt, og hvor det viste sig, at de havde så fremskreden kræft, at det var umuligt at operere. Der findes ingen samlet oversigt over, hvordan ventetiden ser ud i de enkelte amter. Men en ventetid på tre måneder er ikke unormal, medmindre der er tale om alvorlig sygdom. Tillid til amterne Bent Hansen (S), der er formand for amternes sundhedsudvalg, tvivler på, at problemet, som Mølholm og de praktiserende læger skitserer, er særlig stort. Der må være tale om meget uheldige tilfælde på Mølholm, mener han. »Jeg har tillid til, at amterne opfører sig ansvarligt. De skal leve op til de overordnede målsætninger om behandlingsgaranti, og det har jeg ingen grund til at tro, at de ikke gør«, siger Bent Hansen. Formanden for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen (V), har derimod svært ved at acceptere, hvis der findes en kapacitet, som ikke bliver brugt. »Er der tale om deciderede problematiske ventelister, er det svært at forsvare, at mulighederne i det private ikke bliver brugt«, siger amtsrådsformanden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her