Et yngre par i Vejle mistænkes for særdeles farlig vold mod deres fælles barn, en pige på knap fire måneder. Såvel moderen som faderen fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 11, oplyser kriminalpolitiet i Vejle. Kvinden, der er 26 år, blev anholdt søndag, da hun opholdt sig på universitetshospitalet i Odense, hvor barnet er indlagt med blødninger i hjernen, brud på flere ribben, overrevne ledbånd i knæene og andre kvæstelser. Samtidig er faderen, der er 24 år, anholdt i Vejle. Begge har under de indledende afhøringer nægtet sig skyldige, oplyser kriminalkommissær Søren Søndergaard. »Jeg har sjældent set noget lignende«, siger han om sagen.
Par anholdt for grov vold mod spædbarn
Lyt til artiklen