Al badning i Bastrup Sø ved Allerød og Stenløse frarådes, efter at Frederiksborg Amt i dag har konstateret masseforekomst af blågrønne alger i søen. Algen kan være giftig ved indtagelse og kan irritere huden og give eksem. Derfor anbefaler Georg Miksa, formand for Teknik og Miljø i Frederiksborg Amt, at man søger lægehjælp, hvis man har været i nærkontakt med algen. »Algeforekomsten skyldes det varme og stillestående vejr. I den slags vejr er søer særligt udsat for algeangreb, men vi regner med, at algevæksten vil gå i stå, når vi får køligere og mere blæsende vejr«, siger Georg Miksa. Der er sat skilte op ved søen, der fraråder badegæsterne at dyppe sig i vandet, og så længe vandet er grønt af alger, bør man styre sin badetrang eller søge andre badestrande.
Advarsel mod badning i Bastrup Sø
Lyt til artiklen