Politiken torsdag: Den danske regering har pligt til at anholde og retsforfølge den tidligere israelske sikkerhedschef Carmi Gillon, hvis han ankommer til Danmark som Israels ambassadør. Det mener professor Bent Sørensen, der indtil sidste år var næstformand i FNs komité mod tortur, med henvisning til FNs torturkonvention. »Regeringen skal være klar over, at hvis først Carmi Gillon kommer, så har Danmark nogle forpligtelser«, siger Bent Sørensen. Han mener ikke, at Carmi Gillon vil være beskyttet af diplomatisk immunitet, fordi FNs konvention mod tortur overtrumfer immuniteten. »Formålet med konventionen er jo at udrydde tortur og straffe bødlerne. Ikke at gøre dem til diplomater«, siger Bent Sørensen. Carmi Gillons udnævnelse har skabt debat, fordi han har erkendt, at han som chef for den israelske sikkerhedstjeneste fra 1995 til 1996 tillod tortur mod omkring 100 formodede palæstinensiske terrorister. Samtidig har han i interview med danske medier talt for, at Israel igen skal tillade såkaldt moderat fysisk pres, der ifølge FN-konventionen er tortur. Også Enhedslisten mener, at Danmark har en forpligtelse til at anholde Carmi Gillon. Reagerer regeringen ikke af sig selv, vil Enhedslisten sørge for, at Gillon bliver meldt til politiet. »Vi vil samle en gruppe af torturofre fra forskellige lande, som kan anmelde ham. Så må det være op til en domstol at afgøre, om han skal retsforfølges«, siger udenrigsordfører Søren Søndergaard (Enh). Han har bedt justitsminister Frank Jensen (S) svare på en række spørgsmål om, hvordan regeringen fortolker FN-konventionen mod tortur og Danmarks forpligtelser i henhold til konventionen. Krav om klarhed Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jeppe Kofod, vil ikke tage stilling til spørgsmålet om retsforfølgelse. Men han opfordrer Udenrigsministeriet til at afklare, hvordan sagen står juridisk. Samtidig mener han, at regeringen må sende et klart budskab til den israelske regering om, at Danmark ikke tolererer tortur. »Jeg tager skarp afstand fra Gillons holdninger, og det er ærgerligt, at Israel sender sådan en mand, som vil blive kritiseret voldsomt. Det fremmer ikke dialogen mellem Danmark og Israel«, siger Jeppe Kofod, der dog ikke direkte vil opfordre Israel til at finde en anden. »Det er op til Israel selv, hvem de sender. Men jeg ville nok have sendt en anden«. Indtil videre vil den israelske regering ikke kommentere kritikken af Carmi Gillon. »Vi hverken kan eller vil forholde os til en intern debat i det danske parlament«, siger talsmand Yaffa Behneri fra det israelske udenrigsministerium. Men den attitude holder ikke, mener Venstre. »Så er der noget, talsmanden har misforstået«, siger udenrigsordfører Jens Hald Madsen (V). »Det er ikke et spørgsmål om en intern debat i Danmark, men om, at Israel har udnævnt en repræsentant, som har udtalt sig i konflikt med internationale aftaler«. Jens Hald Madsen opfordrer tværtimod den israelske regering til at forklare, hvad regeringens holdning er til spørgsmålet om at genindføre brugen af 'moderat fysisk pres', der for eksempel kan bestå i at hænge en person op i smertefulde stillinger. »Normalt udtrykker en ambassadør jo sin regerings holdning. Gør Gillon ikke det, går jeg ud fra, at Israel selv tager affære, hvis Israel ønsker at varetage sine egne interesser. Spørgsmålet er, om det tjener Israels interesser at placerer sådan en mand lige netop i Danmark«, siger Jens Hald Madsen. SFs forsvarsordfører Villy Søvndal vil have udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) i samråd i Udenrigspolitisk Nævn for at forklare proceduren for godkendelse af ambassadører. Flere politikere peger på, at den nemmeste løsning er, at regeringen trækker i nødbremsen og afviser at modtage Carmi Gillon som ambassadør. Den formelle godkendelse har dog fundet sted. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mogens Lykketoft, Frank Jensen eller fra Carmi Gillon selv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























