Politiken mandag: Chancerne for at blive gravid ved kunstig befrugtning daler betragteligt, hvis den vordende moder er ryger. Franske eksperter opfordrer i en ny undersøgelse alle kvinder til at droppe tobakken, før behandlingen indledes, og den politik går også danske fertilitetslæger nu ind for. »Vi har som fast programpunkt, at vi altid oplyser kvinden om, at chancerne for at blive gravid formindskes, hvis hun ryger under reagensglasbehandlingen. Vi ved med sikkerhed, at chancerne nedsættes, hvis hun er ryger«, siger fertilitetsspecialisten, overlæge, dr.med. Svend Lindenberg, amtssygehuset i Herlev. Blodkarproblemer Et hold franske forskere fra Centre Hospitalier Intercommunal i Sèvres har på en kongres i Schweiz netop præsenteret en undersøgelse, der sætter tal på, hvor meget chancerne for at opnå en graviditet forringes ved rygning. Ifølge dr. Joëlle Belaisch-Allart er chancen for en succesfuld kunstig befrugtning per forsøg 22,7 procent for ikke-rygere og 15,1 procent for kvinder, der ryger mere end 10 cigaretter om dagen. »Disse data bør få os læger til aktivt at fraråde rygning blandt kvinder i forbindelse med en IVF-behandling (kunstig befrugtning ved reagensglasmetoden, red.). Forklaringen på den dalende succes er måske, at rygning forårsager blodkarproblemer, som forhindrer det befrugtede æg i at sætte sig fast i livmoderen«, siger Joëlle Belaisch-Allart og tilføjer: Tobak og fedme »Vi har endnu ikke nægtet at behandle rygere, men på det månedlige informationsmøde oplyser vi dem om, at hvis de ryger mere end 10 cigaretter dagligt, nedsætter de deres chance for graviditet med syv procent for hver enkelt behandling«, siger Joëlle Belaisch-Allart. Den franske undersøgelse viser også, at selv et forbrug på under 10 cigaretter dagligt reducerer chancerne for graviditet, dog i mindre grad. »Vi har to faktorer, som er væsentlige, og som vi altid underretter kvinden om før en IVF-behandling - tobak og fedme. Vi opfordrer dem - og det har vi nu gjort i et årstid - til at holde op med at ryge, og så råder vi dem til at tabe sig. Ikke fordi overvægt i sig selv reducerer chancen for en succesrig behandling, men der kan opstå alt for mange komplikationer ved både at være fed og gravid på samme tid«, siger Svend Lindenberg. Tobak og stress Ifølge Svend Lindenberg kan man ikke udelukke, at antallet af behandlinger ville kunne nedsættes noget, hvis danske kvinder begyndte at ryge noget mindre. »Der er ingen tvivl om, at det generelt vil gavne behandlingerne for barnløshed, hvis kvinderne stoppede med at ryge. Men det er en generel betragtning. Man skal jo også passe på med blindt at tro, at det her alene er et spørgsmål om tobak eller ej. Vi kan se, at det betyder noget, om kvinden ryger. Men andre faktorer kan også spille ind, og de kan være sværere at vurdere. Eksempelvis hvordan kvinden har det på sit arbejde, eller om hun er alt for stresset«, siger Svend Lindenberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























