Fastfood i krise

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Flere nye fastfoodkæder er på vej til Danmark, selv om flere af de etablerede kæder, blandt andet pizza-kæden Domino's taber millioner af kroner i disse år. Også den ellers så enevældige burgerkæde McDonald's må kæmpe hårdt for at tjene penge, trods en årlig omsætning i Danmark på oppe omkring 1,2-1,3 milliarder kroner. »Vi oplever, at mange danskere har fået færre penge, blandt andet på grund af pinsepakken. Svagere økonomi går ikke kun ud over salget af biler og huse, men kan også mærkes på salget i vore restauranter«, siger adm. direktør Jesper Gad Andresen fra McDonald's Danmark. Det helt friske regnskab fra McDonald's viser, at det kniber gevaldigt for den store kæde at tjene penge. Trods en omsætning på 1,2-1,3 milliarder kroner, blev overskuddet efter skat beskedne 7,8 millioner kroner. Tendensen er den samme i andre kæder, blandt andet pizza-kæderne Domino's og Pizza Hut. Pizza Hut har i flere år tabt millioner af kroner og haft svært ved at få gang i udbygningen af forretningskæden. Og Domino's, der lever af at bringe varme pizzaer hjem til forbrugerne, tabte 12 millioner kroner forrige år. Domino's melder om et nyt millionunderskud i det endnu ikke offentliggjorte regnskab. Det er dog ikke kun privatøkonomi, der får danskerne til at svigte fastfood. »Fastfood-producenterne har svært ved at få fat i de grupper, der køber meget ind. Børnefamilierne laver selv maden, og det er dem, der er rigtig interessante at få som kunder. De unge køber meget fastfood i en periode, men derefter begynder de også selv at lave god gammeldags mad«, siger bromatolog Sisse Fagt, der er en af forfatterne til Fødevaredirektoratets nye rapport om danskernes spisevaner. Det sundhedsmæssige er et andet afgørende aspekt. »En del forbrugere får dårlig samvittighed, når de køber fastfood og færdigretter. De går op i familiens sundhed og laver derfor maden selv. Samtidig skal man ikke underkende, at danskernes kostvaner er utroligt konservative. De ændrer sig ikke fra år til år«, siger Sisse Fagt fra Fødevaredirektoratet. Men det er gået stærkt med udbredelsen af fastfood de seneste 20 år. McDonald's kom først til Danmark i 1981, i dag har kæden over 200 restauranter. Samtidig er der skudt flere tusinde små private pizza-restauranter op i Danmark. Trods haltende økonomi nægter de store kæder at give op, og der er flere nye kæder og mange nye restauranter på vej. »Vi har ni Domino's i Danmark i dag, og jeg tror, der er plads til 50. Fremover vil vi blandt andet satse på at komme ind på benzinstationer, hvor der er et stort marked«, siger direktør Anders Bigandt fra den danske del af Domino's.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her