Mistillid til ledelse på politistation

Lyt til artiklen

Betjentene på politistationen i Horsens erklærede tirsdag på et fagligt møde deres 'dybe mistillid' til politistationens ledelse. En politimand fra Horsens risikerer nu fyring, efter at han i landsretten blev dømt for vold mod en anholdt butikstyv. Betjenten blev dømt for at have slået den anholde flere gange med kniplen, mens han sad i håndjern på bagsædet af patruljevognen. Ifølge tillidsmand Tonny Gram Graugaard blev sagen "tacklet helt forkert" af ledelsen. Da betjenten havde afgivet sin rapport, valgte politimester Troels Jørgensen at orientere statsadvokaten, der efterforsker mulige overgreb begået af politiet, før han kaldte betjenten ind til en uddybende snak. »Der kunne være kommet ting frem, som ellers først kom frem i retten. Betjenten havde glemt at skrive i sin rapport, at den anholdte havde sparket ud efter ham, da han åbnede bildøren«, siger tillidsmanden. »Nu mener vi så, at det er på tide, at vi melder ud med vores utilfredshed i den her sag«, siger han. Han kunne tirsdag ikke sige, hvad utilfredsheden med ledelsen vil betyde i praksis. I første omgang bliver ledelse og politifolkenes forbund kaldt til møde for at drøfte sagen, når sommerferien er forbi. Betjentene på stationen mener, at der var tale om lovligt nødværge, da deres kollega brugte staven. »Som vi ser det, er det et generelt problem, ikke kun for politifolk i Horsens. Hvis vi står i en lignende situation, risikerer vi så at blive fyret, hvis vi bruger staven«, spørger Tonny Gram Graugaard. Politimester Troels Jørgensen ønskede tirsdag ikke at kommentere mistillidserklæringen fra sine medarbejdere. »Jeg ønsker ikke, at det bliver en avispolemik. Jeg har gjort, hvad jeg har gjort«, siger han til Ritzau og ser frem til et møde, hvor man kan få "talt godt om tingene".

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her