Politiken onsdag: Politiet i de 15 EU-lande skal fremover arbejde tæt sammen for at forhindre, at topmøder og andre store arrangementer i EU udvikler sig til gadekampe som i Göteborg i sidste måned. I næste uge mødes EUs justitsministre ekstraordinært om sagen, og det danske Justitsministerium forventer, at ministrene vil beslutte at bruge samme metoder mod aktivisterne, som EU-landene siden 1997 har brugt i kampen mod fodbold-hooligans. Det vil blandt andet betyde, at de enkelte EU-lande før et møde skal underrette værtslandet om, hvilke grupper og enkeltpersoner, der skønnes at kunne udgøre en trussel mod den offentlige ro og orden. Oplysningerne skal indeholde risikovurderinger og udførlige oplysninger om gruppernes sammensætning, rejserute, opholdssteder og transportmidler og skal bruges af værtslandet til overvågning og til eventuelt at nægte de potentielle ballademagere indrejse i landet. Styrkede regler Ifølge chefen for Justitsministeriets internationale kontor, Jakob Scharf, er der tale om en styrket og mere effektiv anvendelse af de eksisterende regler. Samarbejdet skal respektere de nationale love, så oplysninger fra for eksempel dansk politi først må gives videre, hvis der foreligger en konkret mistanke om, at personen eller gruppen har tænkt sig at begå strafbare forhold. »Det vigtigste er, at værtslandet etablerer et tæt samarbejde med de andre lande. Landene skal vurdere risikoen ved grupper eller enkeltpersoner, der vil rejse til mødet, og informere værtslandet om, hvad de kan forvente at møde af problemer«, siger Jakob Scharp. Politisamarbejde på stedet I forbindelse med større møder og arrangementer skal landene også kunne udsende forbindelsesofficerer, der samarbejder med det lokale politi. »Vi kan sende danske politiofficerer, der kan bistå med at følge de danske demonstranter og eventuelt pege nogen ud og sige, at dem skal de være særligt opmærksomme på«, siger Jakob Scharf. Endelige skal landene samarbejde om at retsforfølge ballademagere, så for eksempel en dansker, der deltager i uroligheder i udlandet, kan retsforfølges i Danmark. Samarbejdet bliver højst aktuelt for Danmark, der har formandsskabet for EU næste efterår og dermed bliver vært for flere store EU-møder. Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er en af de danske græsrodsorganisationer, der planlægger aktiviteter i forbindelse med det danske formandskab, og informationschef Martin Lidegaard kalder det »kedeligt«, at det er nødvendigt med skærpede midler for at standse volden. Vil dæmpe volden Men samtidig er organisationen selv i gang med at samle danske græsrodsorganisationer i et initiativ, der skal dæmpe volden i forbindelse med kommende topmøder. »Vi vil samle alle græsrodsorganisationer, der bekender sig til fredelige midler, for at sikre, at det hele ikke drukner i stenkast. Vi vil blandt andet foreslå en code of conduct, hvor organisationerne forpligter sig til at arbejde ikke voldeligt og demokratisk«, siger Martin Lidegaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























