Anker Boye er tilfreds med tilskud

Lyt til artiklen

Der lyder ingen kritik af Indenrigsministeriets fordeling af statskroner til landets økonomiske dårligt stillede kommuner for næste år fra formanden for Kommuners Landsforening, Anker Boye (S), Odense. »Der er denne gang blevet forhandlet flere penge til de vanskeligt stillede kommuner, og det er jeg overordentligt godt tilfreds med«, siger Anker Boye til Ritzau. Til næste år vil der blive fordelt 195 millioner kroner i støtte til kommunerne, og det er 60 millioner mere end sidste år. Men ikke alle er tilfredse med fordelingen. Borgmestrene fra blandt andet Nakskov og Holeby føler sig snydt af Indenrigsministeriet, fordi pengene er blevet fordelt mellem flere kommuner end tidligere. I alt får 96 kommuner del i statsstøtten. Borgmesteren i Nakskov, Flemming Bonne Hansen (SF), mener, at det er helt utilstedeligt, at så mange kommuner skal have støtte. Han mener ikke, at alle er så vanskeligt stillede, at de behøver støtte. Men den kritik preller af på Anker Boye, der ikke har noget at udsætte på Indenrigsministeriets måde at fordele pengene på. Han mener tværtimod, at ministeriet har forsøgt at komme kommunerne i møde og hæfter sig især ved, at ingen kommuner har fået et mindre tilskud end året før. »Jeg har ingen anledning til at kritisere fordelingen. Flere har fået andel i puljen, uden at det er sket på bekostning af andre. Det må siges at være et positivt resultat. Jeg har ingen ambitioner om, at alle kan blive stillet tilfreds, for hvornår kan man stille samtlige borgmestre tilfreds på en gang? De kommuner, der ikke er tilfredse, bør huske på, at de dog stadig har fået flere penge«, siger han. Nakskov Kommune indtager en suveræn førsteplads, når det gælder statsstøtte. Kommunen har fået tildelt 16,4 millioner kroner, hvilket er 1,8 millioner kroner mere end året før. »Jeg kan da godt forstå, at Nakskov vil have flere penge, men sådan spiller klaveret ikke. Jeg synes, at Nakskov i stedet skal glæde sig over, at de har fået flere penge. Smørret er måske blevet bredt til mere ud, men der er blevet smør til flere«, siger Anker Boye.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her