Skarp kritik af visumregler

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Når Danmark i stort omfang udelukker folk fra Afrika, Asien og Mellemøsten fra at få visum til Danmark, er vi med til at bygge det, som populært kaldes Fort Europa, mener seniorforsker på Det Danske Center for Menneskerettigheder Kim U. Kjær. »Hele grundstenen i Fort Europa er, at vi skal have skrappe visumkrav. I Udlændingestyrelsen opererer man officielt med det, man kalder formodningsafslag: at man direkte giver afslag på visumansøgninger, af frygt for at ansøgerne skal anmode om asyl, når de er kommet hertil«, siger han. »Det stemmer dårligt overens med FNs menneskerettighedserklæring, hvor der står, at alle har ret til at søge asyl. Det har folk jo svært ved, hvis det er umuligt for dem at komme hertil. Det genererer så et andet stort problem - nemlig menneskesmugling«, siger Kim U. Kjær. Debatten er opstået, efter at det i pressen i denne uge kom frem, at en kvinde fra Uganda, der nu er dansk statsborger, ikke kan få besøg af sin egen søn, fordi Udlændingestyrelsen nægter at give ham et turistvisum. Indenrigsminister Karen Jespersen (S) afviser at ændre på reglerne, fordi hun frygter, at det vil få flere til at søge turistvisum for derefter at søge om asyl, når de er kommet hertil. Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at det også er lykkedes at holde asylansøgere fra blandt andet Afrika væk. Således har kun 10 personer fra Uganda søgt om asyl i Danmark de sidste tre år, og kun 7 og 11 fra henholdsvis Tanzania og Senegal, mens der slet ikke har været nogen fra for eksempel Mozambique. Til sammenligning søgte i alt 10.347 om asyl i Danmark sidste år - hovedsageligt fra Irak, Jugoslavien og Afghanistan. Kim U. Kjær fra Det Danske Menneskerettighedscenter er ligesom Karen Jespersen overbevist om, at Danmark ville få endnu flere asylansøgere, hvis ikke vi havde visumkravene. »Derfor må man overveje alternative modtagelsesordninger - for eksempel at give visum til dem, der har et åbenbart beskyttelsesbehov«, siger han. Det var i går ikke muligt at få kommentar fra hverken Udlændingestyrelsen eller indenrigsminister Karen Jespersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her