Sygeforsikring for dyr

Lyt til artiklen

Politiken fredag: De store forsikringsselskaber har fundet et særdeles profitabelt marked i firmasygeforsikringer af medarbejdere. Firmaerne betaler typisk 1.000-1.500 kr. pr. ansat, men de ansatte i den arbejdsdygtige alder bliver så sjældent syge, at forsikringsselskaberne kan indkassere langt de fleste penge selv. Af hver præmiekrone går kun 20-50 øre tilbage til de ansattes sygdomsudgifter. Det sammenlignende tilbagebetalingsbeløb for skadesforsikringer ligger i gennemsnit på 88 øre af hver krone. »Det er en uacceptabel stor fortjeneste. Den burde ikke ligge over 30 procent«, påpeger direktør Bjarne Mandal fra firmaet Alternativ Assurance Consult, der rådgiver erhvervsvirksomheder i forsikringsspørgsmål. »Det er pudsigt, at der er så stor forskel, men det skyldes, at der ikke er ordentlig konkurrence«, siger han. Økonom Kåre Emtoft fra Forbrugerrådet er enig: »Konkurrencen på sygeforsikringer fungerer ikke, som den skal, hvis selskaberne kan hente så meget hjem i fortjeneste«, siger han. Hos Danica Pension, der med 22.000 sygeforsikringer er landets største udbyder, afviser direktør Henrik Ramlau-Hansen dette: »Vi er mange selskaber, der udbyder de her forsikringer, og det sikrer den nødvendige konkurrence«, siger han, der dog erkender, at der er en væsentlig højere tilbetalingsprocent på andre forsikringsområder. Kollegerne i Topdanmark erkender også, at sygeforsikringerne er en lidt for god forretning. Men det har ikke være meningen, siger aktuar Per Myglegård. »Vores tilbagebetaling ligger nok under 30 procent. Det har selvfølgelig været en fordel for os, men det har nu ikke været et mål at tjene så meget. Det skyldes nok, at det er et ret nyt forsikringsområde, så mange er måske ikke klar over, at deres firma har tegnet en forsikring for dem«, siger Per Myglegård. Han forudser dog kommende prisforhøjelser, når kunderne i højere grad gør brug af forsikringens muligheder. Henrik Ramlau-Hansen lægger omvendt op til en prisnedsættelse. »Hvis 70 procent går tilbage til kunderne, vil det være et passende niveau. Det, vi har tjent for meget, vil vi lade de kunder, der har haft få eller ingen sygdomme, komme til gode i form af lavere præmie over nogle få år - måske med 10-20 procent«, siger Danica-direktøren. Som Politiken skrev i går, har 70.000 danskere nu en privat sygeforsikring, som giver dem ret til at springe ventelisterne på de offentlige sygehuse over. Det svarer til en tidobling på tre år og giver forsikringsselskaberne en årlig fortjeneste på omkring 50 millioner kr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her