Ung betjent hasteopereret efter røveri

Lyt til artiklen

2. juli 2001: En yngre betjent måtte mandag eftermiddag hasteopereres efter at være blevet ramt i låret af et skud kort efter et væbnet bankrøveri mod Jyske Bank på Falkonér Allé 72 på Frederiksberg. Tre mænd sad mandag aften til afhøring hos Frederiksberg Politi sigtet for at have taget del i røveriet, men politiet formoder, at yderligere én eller to mænd har medvirket til forbrydelsen, oplyste kriminalinspektør Frode Olsen, Frederiksberg Politi, på et pressemøde. Ifølge Frode Olsen er den sårede betjent sidst i tyverne og endnu ikke færdiguddannet som politibetjent. Skudepisoden fandt sted i området omkring Frederiksberg Svømmehal, da betjenten sammen med en kollega fra deres patruljevogn fik øje på to mænd, der passede på signalementerne af røverne fra banken. En af mændene trak dog et våben og affyrede to skud mod betjentene, inden de var kommet ud af vognen. Betjenten sad på førersædet og blev ramt, da han prøvede at komme ud af den højre fordør på den modsatte side af røverne. Et andet skud ramte formentlig patruljevognen og punkterede dens ene dæk. Den sårede betjents kollega tog efterfølgende dækning bag patruljevognen og affyrede flere skud mod røverne. Et eller flere af dem ramte en lejlighed, hvor der dog ikke var nogen hjemme. Tre sigtede Frederiksberg Politi var mandag aften særdeles sparsomme med oplysninger om bankrøveriet og den senere skududveksling mellem betjentene og de formodede gerningsmænd. Politiet oplyser dog, at man ved 15-tiden - cirka en halv time efter røveriet - anholdt fire mænd, der passede på signalementet af røverne. En af mændene er af fransk oprindelse. Tre af mændene sad fortsat til afhøring hos politiet mandag aften, mens én forinden var blevet løsladt efter at have redegjort for sin færden. Ifølge Frode Olsen vil politiet formentlig fremstille én eller flere af de anholdte i grundlovsforhør tirsdag. »Vi kan ikke med sikkerhed sige, om det er gerningsmændene eller ej. Samtidig mener vi, at mindst én og muligvis to mænd stadig er på fri fod, og derfor er det af hensyn til efterforskningen begrænset, hvor meget vi kan fortælle«, sagde Frode Olsen. Våbenfund Ud over de anholdte mænd har politiet i området omkring Frederiksberg Svømmehal fundet et våben, der muligvis kan være identisk med det, der blev affyret mod betjentene. Samtidig har politiet fundet en taske med udbyttet fra røveriet og en jakke, ligesom man har tilbageholdt en grå VW Polo. Røveriet mod banken fandt sted kort før klokken halv tre, da to maskerede mænd kom ind i banken. Den ene tog opstilling i bankens lokale, mens den anden gik hen til en af kasserne. På engelsk beordrede han personalet til at forholde sig i ro, mens han tømte den for et endnu ikke opgjort beløb. Pengene blev stoppet ned i en sort taske, formentlig af mærket Adidas. »På et tidspunkt dukkede endnu en røver op i døren til banken. Og da en af bankens kunder prøvede at komme ud af banken, trak han et våben, oplyste Frode Olsen. Efter røveriet forsvandt røverne mod Aksel Møllers Have. Men en hurtig udrykning fra politiet var altså med til at flere af de formodede gerningsmænd hurtigt kunne anholdes. En af grundene til, at politiet regner med, at der har været flere end tre om røveriet, skyldes et røveri mod banken tidligere i år, hvor fem mænd deltog. En korsikansk mand er varetægtsfængslet i sagen, mens fire andre formodede gerningsmænd er på fri fod. »Vi kan ikke sige, om der er nogen sammenhæng, men vi udelukker ikke noget som helst. Det er bestemt ikke hverdagskost, at der er fem mænd om at røve en bank«, sagde Frode Olsen, som også hæftede sig ved et andet røveri mod Jyske Bank på H.C. Andersens Boulevard. Denne filial blev for godt to uger siden udsat for et røveri af to franskmænd. Begge blev pågrebet umiddelbart efter røveriet. »Det er ikke til at sige, om det her er franskmænd. Der blev sandsynligvis talt engelsk under røveriet, men én har også fortalt, at der blev talt fransk, oplyste Frode Olsen. Vidner efterlyses I den aktuelle sag efterlyser politiet vidner, der har set røverne i tidspunktet omkring røveriet, samt andre, der kan tænkes at have haft franske statsborgere boende, og som mener, at de kan sættes i forbindelse med røveriet. Mændene beskrives som 30-35 år, kraftige af bygning og 165-175 centimeter høje. Den ene var nok lidt mindre end de to andre. Under røveriet bar den ene et blå- og hvidmønstret halstørklæde foran mund og næse samt et par grålige bukser. Den anden havde trukket en beige rullekravetrøje op foran ansigtet. Flere af mændene bar muligvis cowboyjakker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her