Mens jagten på sæler igen er opstået som et krav fra kystfiskerne, maner Fiskeri- og Søfartsmuseet til grundig overvejelse: Uanset om vi kan lide tanken eller ej, er det mennesket og menneskets holdning til naturen, der afgør, hvad det er for en natur, vi får. Vi er nødt til at gøre os klart, hvad vi vil med naturen, understreger et af de mennesker herhjemme, der har beskæftiget sig mest med spættede sæler, biologassistent Thyge Jensen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. »Fravælger vi for eksempel jagt, tilvælger vi faktisk en anden form for begrænsning ved at lade bestandene vokse, til de rammes af sult eller epidemi«, forklarer Thyge Jensen. Han kan sagtens følge kystfiskernes irritation over gang på gang at finde en ødelagt ruse eller et garn, hvor der lige er taget en kæmpebid af den allerstørste torsk. Omvendt kan miljøorganisationernes bekymring for havets store pattedyr være fuldkommen lige så legal: Der er ingen dumme svin i den debat, mener Thyge Jensen, der ærgrer sig over, at debatten ikke desto mindre, hver gang den kommer op, bliver sort-hvid. »Jeg forstår faktisk godt småfiskernes problem, og det er jo tåbeligt, hvis et lille, økologisk fornuftigt, energisvagt og ressourcebesparende fiskeri som bundgarnsfiskeriet kommer i klemme. Men vi mangler at tage stilling til, hvilke hensyn vi prioriterer højest«, siger Thyge Jensen og spørger: »Når for eksempel en døende, olieindsmurt måge tages ind af dyreværnsorganisationer og vaskes, er det så af hensyn til fuglen, der måske ville have lidt mindre ved at blive aflivet, eller af hensyn til os mennesker?«. For menneskets skyld Små efterladte sælunger, de såkaldte 'hylere', blev taget ind til opfodring, da bestanden af spættet sæl var truet herhjemme for nogle år siden. Men det er seks år siden, at den sidste hyler blev taget i forvaring: »Der er ikke grund til at gøre det set ud fra et økologisk synspunkt. For bestanden er det ligegyldigt. Men i Holland gør man det endnu ud fra en overbevisning om, at det er synd for ungen, at den skal dø«, forklarer Thyge Jensen. »Jeg siger ikke, hvilken holdning man skal anlægge. Men man skal gøre sig klart, at det der med at udsætte næsehorn og delfiner, det er noget, vi gør for menneskets skyld. Mennesker kan lide plads, frihed og godt selskab, og det overfører vi til dyrene«. Sælerne kan set fra et vildtbiologisk synspunkt sagtens tåle jagt. Det er ganske vist ikke nødvendigt, mener Thyge Jensen, for bestanden vil regulere sig selv ned, hvis der bliver for mange dyr, men set med økologiske briller på vil det være i orden. Til gengæld ser det problematisk ud, hvis glassene tones med dyrevelfærd: Skyderier kan stresse og forstyrre flokkene. Og endelig er der etikken at tage stilling til: Det fremherskende syn er, at det ikke er i orden at slå store havpattedyr ihjel. Ikke medmindre det er oprindelige folk som inuitter, der gør det, i hvert fald. 8.000 danske sæler Ifølge Fiskeri- og Søfartsmuseet er der godt 8.000 sæler i Danmark, men Thyge Jensen vil ikke svare på, om det er 'for mange'. »For mange til hvad«, lyder det indlysende modspørgsmål, der også bliver afsættet for diskussionen, når Skov- og Naturstyrelsen i løbet af det kommende år skal komme med et udspil til en forvaltningsplan for sælerne. Planen skal rumme et forslag om, hvad man gør med en bestand, der siden 1988 er vokset - generelt i hvert fald, for heller ikke det billede er sort-hvidt: I Limfjorden var bestanden pludselig på halv størrelse sidste år, uden at sælspecialisterne ved hvorfor. Formanden for Dansk Amatørfiskerforening er ikke i tvivl om, hvad der er sket ved Limfjorden: Fredningen af de spættede sæler i Danmark er kvalt i sin egen succes, mener Ole Frandsen: »Sælerne er blevet for mange og har ædt alle fiskene. Det er helt ude på overdrevet at blive ved med at totalfrede dem«, mener formanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























